Pressemeddelelse -

TDC Group fastholder forventningerne til 2014

Presset på TDC Groups omsætning og bruttoavance fortsætter i årets andet kvartal, men koncernen fastholder forventningerne til 2014, ligesom selskabet også udbetaler a conto udbytte. Resultatet før skat, renter og afskrivninger (EBITDA) falder 3,2 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Koncernchef og administrerende direktør, Carsten Dilling, udtaler i forbindelse med TDC Groups regnskab for andet kvartal 2014:

”Andet kvartal viser et fortsat pres på udviklingen i omsætning og bruttoavance på niveau med helårsresultatet for 2013. Alligevel lykkedes det TDC Group at levere et stærkt cash flow, der er forbedret med 40,1 pct. i forhold til 2. kvartal 2013 (14,4 pct. i første halvår). Kvartalets udvikling drives primært af forbedringer i arbejdskapitalen og besparelser på driftsomkostninger på 5,8 pct. TDC Group fastholder 2014 forventningerne, herunder en forbedret udvikling i omsætningen i andet halvår bl.a. som følge af en ny aftale om iPad-salg samt en række prisændringer med effekt fra 1. juli.

På mobilområdet ser vi fortsat en langt fra tilfredsstillende udvikling i nettoafgangen af privatkunder (39.000 i andet kvartal). Ved hjælp af en række fastholdelsesinitiativer oplever vi dog en positiv trend over kvartalets tre måneder, ligesom en del af afgangen kom fra kunder med lav ARPU. Med lanceringen af det innovative mobilkoncept Telmore Play i slutningen af kvartalet lykkedes det at sætte en ny agenda med et produkt, der fokuserer på indhold frem for pris. Produktet har fået en massiv omtale og stor interesse fra kunderne med mere end 20.000 tilmeldte på halvanden måned siden lanceringen i juni.

TDC Group er i fuld gang med at udvikle den fremtidige driftsmodel, hvilket senest har betydet, at vi har indgået en kontrakt med Sitel, en stor international og professionel udbyder af kundeservice og support, som i løbet af efteråret overtager 800 TDC Group-medarbejdere. Aftalen med Sitel er attraktiv for TDC Group som følge af besparelser på driftsomkostningerne samt en forventet positiv udvikling i kundetilfredsheden. Samtidig vil TDC Group investere i at videreudvikle den tilbageværende del af de kundevendte funktioner, herunder det nye center i Flensborg, Tyskland.

Vi gennemførte frasalget af TDC Finland i 2. kvartal og af provenuet har vi afsat 500 mio. kr. til investeringer i den fortsættende forretning i løbet af det næste halvandet år. Vi arbejder i øjeblikket med en række initiativer, herunder digitalisering samt mindre opkøb.

I andet kvartal fortsatte TDC Groups accelererede netværksudbygning af Danmarks bedste netværk, hvilket resulterede i forbedringer af dækningen for både højhastigheds fastnetbredbånd og 4G – vi kan nu levere udendørs 4G-dækning til 85 pct. af den danske befolkning. Vi forventer i 2014 et samlet investeringsniveau på 3,7 mia. kr., svarende til ca. 16 pct. af omsætningen, hvilket er blandt de højeste i sammenligning med øvrige europæiske teleoperatører.”

Efterlyser offentlig fokus på kvalitet
Carsten Dilling efterlyser i forbindelse med regnskabet, at det offentlige fokuserer mere på kvalitet, når det indkøber teleydelser hos de danske teleselskaber. Den nuværende entydige fokus på lav pris fremmer hverken investeringer i innovation eller ny infrastruktur, mener han.

”TDC Group har med omkring 60 pct. af nationens samlede teleinfrastruktur-investeringer i årtier bidraget væsentligt til udbygningen af Danmarks teleinfrastruktur og forventer at spille en afgørende rolle i opfyldelsen af den danske regerings ambitiøse målsætninger for området f.eks. inden for højhastighedsinternet i Danmark og udviklingen af sundhedsydelser såsom telemedicin. Men TDC Group må erkende, at en række forhold i øjeblikket er udfordrende: 

1) På området for digitaliserede sundhedsydelser har der, fra offentlig side indtil nu, været meget begrænset handling bag politikernes visionære ambitioner i forhold til genoptræningsforløb og behandling af kronisk syge patienter. Området savner prioritering af offentlige investeringer på trods af, at digitalisering kan skabe både højere livskvalitet for en række kronikere og væsentlig reducere sundhedsudgifterne for samfundet. 

2) Tre store offentlige udbud i andet kvartal omkring leverance af teleydelser til regioner, kommuner m.fl. (SKI) er afgjort med TDC som vinder af én, mens øvrige to er tabt. Alle tre aftaler har resulteret i prisniveauer betydeligt lavere end de nuværende, og for de to tabte udbud er det sket til priser, som TDC ikke kan matche, når konkurrencelovgivningen skal efterleves.

3) På bredbåndsområdet, hvor TDC’s engrospriser er underlagt offentlig prisregulering, gennemfører Erhvervsstyrelsen i øjeblikket en revision af beregningsmodellen til fastsættelse af prissætningen. Det foreløbige udkast vil føre til et prisniveau fra 2015, der ligger markant under det niveau, som EU anbefaler medlemslandene. Dermed vil engrosprissætningen i Danmark blive klart lavere end øvrige EU-lande, selv om der ikke er nogen væsentlig årsag til, at Danmark skal adskille sig fra de øvrige EU-lande.

Fælles for både det offentlige teleudbud og den offentlige engrosprisregulering er et entydigt fokus på lav pris. Det er på bekostning af fokus på kvalitet, gode kundeoplevelser og innovative løsninger, som kan være med til at drive udviklingen frem mod regeringens målsætning og give incitamenter til fortsatte investeringer i mobilnet og højhastighedsbredbånd i Danmark for telebranchen og især TDC Group.”


Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10
Regnskabet kan hentes på investor.tdc.dk

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • koncerndirektør
  • ledelse og talsmænd
  • tdc

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510