Pressemeddelelse -

TDC Group indgår sponsor-aftale med OL-roere

Det bliver med TDC Group på ryggen, at de to OL-roere Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk Thomsen forbereder sig til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro, Brasilien.

Således har TDC Group indgået en sponsor-aftale med de to roere, som dermed kan koncentrere sig 100 procent om forberedelserne til legene, der finder sted i august.

Med sponsoraet udvider TDC Group sit engagement inden for rosporten. I forvejen er TDC Group sponsor for de to roere Mads Rasmussen og Rasmus Quist, der kan kvalificere til OL tirsdag, mens damerne allerede er kvalificeret.

- Vi har i Danmark en stolt tradition inden for roning, og vi ønsker i TDC Group at bakke op om vores roere og bidrage til, at traditionen fortsætter. Vi håber, at vi med vores engagement kan give roerne den bedste forudsætning for at ro flotte resultater hjem til Danmark ved OL i Rio de Janeiro, siger koncerndirektør Jens Aaløse fra TDC Group.

Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk Thomsen deltager ligesom herrerne i letvægtsdobbeltsculler, hvor de har roet sammen siden slutningen af 2009. Begge roere har job ved siden af rosporten, men de har med sponsoratet mulighed for at tage orlov fra arbejdet op til OL. Her vil de blandt andet bruge størstedelen af juli i træningslejr i Østrig.

- Aftalen med TDC Group giver os rammerne til at forberede os optimalt til OL og dermed sikre det bedste udgangspunkt, inden det går løs til august i Brasilien, hvor vi håber på at hjemtage en medalje, lyder det fra Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk Thomsen.

Tidligere har de deltaget ved OL i 2012, hvor det blev til en fjerdeplads.


FAKTABOKS:

  • De to roere er Juliane Elander Rasmussen (født 17/2-79) og Anne Lolk Thomsen (født 15/5-83)
  • Juliane Elander Rasmussen og Anne Lolk Thomsen har roet sammen siden slutningen af 2009
  • De deltager til OL i klassen LW2x - kvindernes letvægtsdobeltsculler
  • TDC Group sponsorerer i forvejen de to roere Mads Rasmussen og Rasmus Quist, der ligeledes ror letvægtsdoublesculler

Yderligere oplysninger:
TDC Group Communications, tlf. 70 20 35 10

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • sport
  • koncerndirektør
  • koncernledelse
  • ledelse og talsmænd
  • tdc

TDC Group er Skandinaviens foretrukne udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment. Døgnet rundt sikrer koncernen millioner af skandinaviske husstande hurtig og let adgang til musik, tv og film på alle platforme, når som helst og hvor som helst. TDC Group ejer og driver fiber-, kobber-, coax- og mobilnet og er med sit pan-nordiske netværk den vigtigste udbyder af avancerede netværksløsninger til både store og små virksomheder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510