Pressemeddelelse -

​TDC tildeles stort udbud på 80 kommuner og Staten

TDC Group kommer fortsat til at drive digitaliseringen af Danmark sammen med kunderne i den offentlige sektor

TDC Group har siden 2014 været kommunikationspartner for de kommuner og andre offentlige organisationer, der er med i SKI-aftalen. Nu har TDC Group indgået en ny aftale om telefoni og data med Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI). 80 kommuner samt en række øvrige offentlige organisationer har tilsluttet sig aftalen (kaldet 50.48). TDC Group har også hidtil haft aftalen med kommunerne, og den nye aftale bliver herudover en del af Statens Indkøbsprogram og skal også dække statens behov for tele og data.

- Vi er glade for at fortsætte og udbygge samarbejdet med det offentlige Danmark. TDC Group har gennem de senere år investeret 3 mia. kr. i at bygge Danmarks stærkeste mobilnetværk og gode løsninger, hvilket både kommunerne og vores øvrige offentlige kunder får glæde af. Der er ingen tvivl om, at forudsætningerne for en øget digitalisering af det offentlige Danmark er godt på vej med den nye aftale, siger Marina Lønning, der er koncerndirektør i TDC Erhverv, som står for aftalen med SKI.

Grundsten i digital udvikling

Aftalen omfatter bl.a. fastnettelefoni, mobiltelefoni, mobilt bredbånd, mobiltelefoner og teknisk bistand.

- Det betyder, at de offentlige kunder på alle væsentlige parametre inden for telekommunikation får adgang til TDC Groups netværk, løsninger og ekspertise på området. Det glæder vi os over, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde, fortæller Marina Lønning.

Hun fremhæver, at det gode netværk også er grundstenen i den fortsatte udvikling af områder som telemedicin, smart cities og Internet of Things, som TDC Group og det offentlige Danmark begge arbejder på.

Den nye SKI-aftale løber i 24 måneder med mulighed for forlængelse på to gange 12 måneder.

TDC Group har samlet set fået en bedre aftale end sidst. Den vil ikke have nogen indvirkning på TDC Groups forventninger for 2017, som blev offentliggjort den 6. februar 2017. For 2018 vil TDC Group forventeligt få en positiv effekt på EBITDA (indtjeningen) sammenlignet med 2017. Effekten vil dog afhænge af, hvor hurtigt kunderne skifter til den nye aftale, og den fulde effekt af den nye aftale forventes først i 2019. Ved udgangen af 2018 kan resultatet af aftalerne potentielt have tilført mere end 100.000 nye mobile enheder til TDC.

Emner

  • Erhverv

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510