Bronzevinder Rasmus Hildebrandt fra H.C. Ørsted Gymnasiet
Bronzevinder Rasmus Hildebrandt fra H.C. Ørsted Gymnasiet

Nyhed -

Olympisk medalje i biologi til Rasmus fra H.C. Ørsted Gymnasiet

Fire medaljer - en af sølv og tre af bronze - til Danmarks fire repræsentanter ved den 29. Internationale Biologiolympiade (IBO) i Irans hovedstad, Teheran. Det er en utrolig flot præstation i et stærkt felt af unge talenter fra 71 nationer, hvor asiaterne traditionen tro løber med guldet. Det er andet år i træk, at Rasmus Hildebrandt fra H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby opnår en medalje. 

Iran var vært ved dette års Internationale Biologiolympiade, en science-konkurrence hvor deltagerne konkurrerer på laboratoriemæssige færdigheder og faglig biologisk viden. Deltagerne skulle gennem to dages intense konkurrencer; en dag med fire praktiske laboratorieforsøg af hver 1½ times varighed, hvor de under tidspres blandt andet skulle dissekere igler, undersøge farvestoffer hos planter, beregne populationsstørrelser, mikroskopere munddele hos mider og analysere proteinbinding til DNAmolekyler. På konkurrencedagen i teori skulle de svare på, om 400 biologiske udsagn var sande eller falske. 

Lige som olympiadedeltagere i sportsverdenen havde Rasmus Hildebrandt trænet hårdt og læst flittigt forud på både Københavns Universitet og på DTU. ”De teoretiske opgaver var sværere end dem, vi har trænet, så jeg forventede ikke at få medalje” udtaler Rasmus Hildebrandt.

Danskere som forsidestof i Iran

Den Internationale Biologiolympiade 2018 var forsidestof i iranske aviser, som valgte at bringe de danske deltageres hilsen fra scenen ved åbningsceremonien.

Iran som værtsland for IBO var en oplevelse: Alt var velorganiseret og mediebevågenheden var enormt stor. Det samme var sikkerheden. Der var politieskorte og sikkerhedsfolk overalt. Iranerne selv var alle hjertevarmt imødekommende, smilende og venlige. Både deltagere og andre medvirkende har fået en oplevelse for livet.

Biologiolympiaden

Deltagerne i den Internationale Biologiolympiade er alle vindere af deres nations konkurrence. I Danmark består konkurrencen af en indledende runde, hvor der i år deltog 2430 gymnasieelever. De 30 bedste deltog i semifinalen på Aarhus Universitet i januar, og de 15 bedste herfra blev trænet, inden top 4 efter finale på Syddansk Universitet Odense blev kåret ved en stor event på DTU sammen med andre scienceolympiade-deltagere i april. 

Scienceolympiaderne omfatter foruden biologiolympiaden også fysik-, geografi-, informatik-, kemi- og matematikolympiaderne, som har Undervisningsministeriet og Villumfonden som fælles hovedsponsorer. Biologiolympiaden støttes endvidere af Lundbeckfonden. 

Related links

Emner

Tags


TEC er en erhvervsskole fordelt på syv adresser i Region Hovedstaden. Vi har mere end 30 erhvervsuddannelser, teknisk gymnasium, EUX, 10. klasse og efteruddannelse til faglærte og ufaglærte. Hvert år sikrer vi, at 20.000 mennesker får en uddannelse af høj kvalitet og fokus på erhvervsrettet dannelse og innovation. Vi har en holdning til uddannelse og blander os i samfundsdebatten.

Pressekontakt

Ingrid Kjær Nielsen

Ingrid Kjær Nielsen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 2545 3467

Relaterede nyheder