Skip to main content

Første dopingprøver testes i Danmark

Pressemeddelelse   •   Aug 15, 2013 10:57 CEST

Anti Doping Danmark indgår aftale med Teknologisk Institut om analyser fra især fitness- og motionscentre.

De første dopingprøver, som Anti Doping Danmark har udtaget i motions- og fitnesscentre, er nu under analyse for ulovlige dopingstoffer på Teknologisk Instituts nye dopinglaboratorium. 

- Det er et stort og afgørende skridt for det danske antidopingarbejde, at det er lykkedes at tilknytte et anerkendt dansk laboratorium som en nær samarbejdspartner i kampen mod doping. Teknologisk Institut arbejder med analyseprincipper efter WADA-standarder (World Anti-Doping Agency), og har en analysestandard der er af så høj kvalitet, at analysen alene kan danne baggrund for at udstede en dopingsanktion, siger direktør Lone Hansen, Anti Doping Danmark. 

- Et højt specialiseret antidopinglaboratorium på dansk grund, giver samtidig øget fleksibilitet i antidoping-arbejdet, idet vi nu har langt større mulighed for at målrette vores arbejde ved løbende dialog og konstant tilpasning af analyserne til de stoffer, som er i omløb på netop det danske dopingmarked, tilføjer Lone Hansen. 

Anti Doping Danmark får med den nye aftale samtidig mulighed for at anvende sine ressourcer bedst muligt. Anti Doping Danmark har tidligere sendt alle dopingprøver til analyse i Norge. Aftalen med Teknologisk Institut betyder, at transportomkostningerne reduceres og analysetiden reduceres med en uge. Derudover tilpasses og justeres analysepakken, så den matcher de danske forhold. 

- Vi er glade og stolte over, at have indgået aftalen med Anti Doping Danmark. Vi har på Teknologisk Institut besluttet at skabe faciliteterne for dopinganalyser i Danmark, og vores mål på længere sigt er at opnå akkreditering fra WADA, så også dopingprøver fra elite- og konkurrenceidrætten kan analyseres i Danmark med hurtigere resultater til følge, siger Bo Frølund, direktør for Life Science ved Teknologisk Institut. 

Teknologisk Institut forventer, at der kan analyseres mere end 20 prøver om ugen, hvilket blandt andet skyldes, at analyserne foretages i et fuldautomatisk laboratorium med det nyeste analyseudstyr.

Yderligere oplysninger: Lone Hansen, Direktør for Anti Doping Danmark, tlf: 6038 2527
Bo Frølund, Direktør for Life Science ved Teknologisk Institut, tlf. 7220 1833


Fakta 

  • Som et led i kampen mod doping i motionsidrætten i Danmark har Kulturministeriet tidligere i år udstedt en ny bekendtgørelse, der giver større fleksibilitet og mulighed for besparelser på analyser af dopingprøver, der gennemføres uden for den organiserede idræt. Anti Doping Danmark har som et resultat heraf indgået aftale med Teknologisk Institut i Taastrup om et omfattende analyseprogram til afdækning af bl.a. anabole steroider i bl.a. motions- og fitnesscentre.
  • Analysepakken justeres konstant, så den matcher de danske forhold og de stoffer, som florerer på det danske marked.
  • 159 ud af 200 positive doping-prøver fundet i Danmark i 2011 og 2012 stammer fra motionssegmentet – hvad der svarer til næsten 80 procent. 

Teknologisk Institut er et innovativt forsknings- og rådgivningsinstitut, der udvikler nye teknologier og omsætter viden til produkter, der har reel værdi for virksomheder og samfund. Læs mere på http://www.teknologisk.dk.

Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på tlf. 72 20 10 66 – eller kommunikation@teknologisk.dk