Skip to main content

Danskerne på sociale medier: ”Jeg overdriver ikke, men det gør du!”

Blogindlæg   •   Aug 01, 2012 13:33 CEST

Kan man virkelig stole på alle de prangende statusopdateringer, som vores venner poster i løbet af sommeren? I en undersøgelse foretaget via Telia Trends, viser det sig, at de fleste af dem, som anvender sociale medier, mener, at de forsøger at give et så ærligt billede af dem selv som muligt og vise deres ægte ’selv’. Samtidig stoler danskerne ikke på, at deres venner er helt så ærlige, men at de i stedet forsøger at forbedre billedet af dem selv.

Flere end tre ud af fire prøver at være så ærlige som muligt på sociale medier og give et så reelt billede af dem selv. Det er altså klart størstedelen af danskerne, som selv mener, de er ærlige på de sociale medier, som fx Facebook. Dog medgiver 16 pct. af danskerne, at de i mild grad forbedrer det image, de fremstiller af dem selv på sociale medier.

Men når det kommer til vennerne, så stoler danskerne ikke på, at de er lige så ærlige. Næsten 70 pct. tror nemlig, at andre mennesker i mild eller høj grad fremstiller dem selv bedre på sociale medier, end de er i virkeligheden. Kun 29 pct. tror, at andre også giver et ærligt billede af dem selv.

”Vi skal naturligvis være varsomme med at konkludere endegyldigt på undersøgelser som denne, men jeg tror, at en del af forklaringen kan findes i vores kultur. Som danskere synes vi ofte selv, at vi er meget åbne over for andre, og derfor tror jeg også, at så mange danskere vælger at være på Facebook, fordi vi faktisk godt vil vise andre, hvordan vi lever vores liv og herigennem dele vores oplevelser. Til gengæld hører man også udlændinge, som kommer til Danmark, fortælle, at selvom vi som folkefærd er meget åbne og venlige, så er det svært at komme helt tæt på os – man kommer så at sige kun til ”fordøren”,” forklarer Christoph Nørgaard, VP Consumer, Telia Mobility Services og fortsætter:

“Her er Facebook jo også et ideelt medie, fordi man i høj grad selv bestemmer, hvor meget man deler og hvornår man gør det. Det er denne tendens, som jeg tror, kan forklare, hvorfor vi selv mener, vi er åbne og ærlige på Facebook, men når vi selv som ”turist” kigger på vores venners Facebook-profiler, så føler vi heller ikke selv, at vi kommer helt inden for.”