Skip to main content

De største ændringer i iOS 8

Blogindlæg   •   Sep 24, 2014 10:59 CEST

Sammen med lanceringen af iPhone 6 og 6 Plus kommer Apples nye styresystem, iOS 8, der bygger videre på det flade design fra iOS 7. Der er altså ikke tale om et dramatisk re-design, men derimod en optimering af styresystemet, som har fået flere nye features og væsentlige opgraderinger. Læs videre og få et overblik over de største ændringer i iOS 8.

Udseendet fik den helt store tur ved lanceringen af iOS 7, og denne gang har Apple blot lavet små subtile ændringer ved designet. En af de største ændringer findes i multitasking-vinduet, som nu viser de mest brugte kontakter lige over listen af applikationer, som kører i baggrunden. Derudover har Apple gjort designet mere strømlinet ved at fjerne unødvendige bokse og farver, så designet fremstår mere flydende.

Udover designet har en bedre sammenhæng mellem de forskellige Apple devices været en tydelig prioritet i iOS 8. Hvis du nogensinde har haft lyst til at skifte device midt i en handling, så er det blevet væsentligt nemmere nu. Sidder du fx i toget og skriver en lang mail på din iPhone, men beslutter dig for, at det vil være mere overskueligt på en iPad eller Mac, så vil de forskellige devices tale sammen og automatisk sørge for, at du kan forsætte mailen på dit foretrukne device. Denne feature kalder Apple for Handoff, og den er et resultat af Apples ønske om en større sammenhæng mellem iOS 8 og OS X Yosemite.

Den øgede integration mellem de forskellige devices ser man også ved beskeder. iMessage har længe været en eksklusiv feature blandt brugere af Apple produkter, hvor det fx har været muligt at sende iMessages fra en iPad uden et simkort. Det har dog ikke været muligt at kommunikere med andre, som ikke har et Apple produkt via sin iPad. Det bliver der ændret på i iOS 8, hvor det nu bliver muligt at modtage ”almindelige” sms’er på både iPad og Mac. Det kræver dog et samspil med en aktiv iPhone, men nu er man ikke længere tvunget til at finde telefonen frem, hvis man slapper af med iPad’en på sofaen.

En efterspurgt feature i iPhones er muligheden for at svare på notifikationer uden at forlade den app, man befinder sig i. Det er blevet muligt i iOS 8, hvor man nu kan svare på beskeder og iMessages uden at forlade en applikation direkte fra deres meddelelsesbanner. Selve notifikationscentret har også fået en væsentlig update, så det nu understøtter tredjeparts widgets. Man kan altså vælge widgets,  der viser relevante nyheder, som fx opdateringer fra sportsbegivenheder eller følge sine bud på eBay.

Selv om smartphones efterhånden kan alverdens ting, så er batteritiden stadig en afgørende faktor. For at undgå unødvendig brug af batteriet kan man i iOS 8 få et overblik over, hvad batteriet bliver brugt på. Man kan altså præcist se hvilke funktioner og applikationer, der bruger den værdifulde batteritid. Dermed har man også muligheden for at slette de batterisultne applikationer, man ikke bruger.

Sundhed har længe været kædet sammen med de mange muligheder, som smartphones indeholder. I iOS 8 har Apple taget skridtet fuldt ud og integreret en Health app, som følger dine fitness- og sundhedsdata via forskellige applikationer. Man kan fx få overblik over fitnessresultater, søvnmønster, medicinering, allergier og sygdom. Som en ekstra feature er det muligt at lave et nødsituations-kort, som livreddere kan tilgå og derigennem få info om allergier og sygdomme.

Den integrerede fingeraftrykslæser, Touch ID, er nu blevet tilgængelig for udviklere, så tredjeparts applikationer kan benytte featuren. Det har Amazon allerede benyttet sig af, hvor det er blevet muligt at logge ind eller betale blot ved at benytte Touch ID. En sidste smart feature i iOS 8 er muligheden for hurtigt at tilgå sine seneste kontakter på en let måde. Det kræver blot to efterfølgende tryk på hjem-knappen, hvorefter en liste med seneste kontakter dukker op.