Skip to main content

Internet of Things – status på nutiden og et kig ind i fremtiden

Blogindlæg   •   Maj 20, 2015 13:44 CEST

Begrebet Internet of Things (IoT) er ikke længere så eksotisk som tidligere. Mange har efterhånden stiftet bekendtskab med intelligente produkter, som i flertal dukker op i danskernes hjem. I denne artikel tager vi et nærmere kig på, hvor avanceret og udbredt IoT egentlig er og prøver samtidig at se i krystalkuglen, hvad fremtiden bringer af intelligente løsninger.

Internet of Things er et vidt begreb, der i sin kerne dækker over en verden, hvor mennesker, devices og vores dagligdagsting er forbundet. Det gøres primært gennem brugen af indbyggede sensorer, som gør vores uintelligente dagligdagsting smartere. Selvom det kan lyde som noget ud af en sci-fi serie, så kan man finde flere eksempler på produkter, der hører til betegnelsen IoT.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at IoT stadig er mest udbredt blandt de såkaldte firstmovers, som gerne vil teste den allernyeste teknologi. Det ændrer sig dog stille og roligt, og det er efterhånden ikke unormalt at finde intelligente produkter i danskernes hjem. Et eksempel på dette er Philips’ Hue lyspærer, der forbindes med hjemmets WiFi, hvorefter man kan styre pærernes farve, lysstyrke og tænde og slukke dem – alt sammen via en applikation på din smartphone eller tablet.

Der findes altså allerede et væld af produkter, der ligesom de intelligente pærer fra Phillips kan være med til at gøre din hverdag smartere. Det er for eksempel muligt at købe en intelligent dørlås, som kan låses op via en applikation, eller en intelligent vægt, der automatisk sender dine informationer videre til en app, som giver dig det fulde overblik over din vægt. Udviklingen går faktisk så stærkt, at der udvikles produkter, som kan meget mere end øjet umiddelbart kan se. Sony har ligesom Philips præsenteret deres egen udgave af en intelligent lyspære, men tager skridtet videre i forhold til Philips. Pæren kommer nemlig med en indbygget Bluetooth højtaler, så man er klar til den perfekte aften, hvor man kan styre hyggen i forhold til lys og musik direkte via sin smartphone eller tablet.

Det lyder jo intelligent og gennemført, så spørgsmålet er, hvad er næste skridt inden for IoT?

Den intelligente fremtid
Det står klart, at vi allerede er langt i udviklingen mod et intelligent samfund, hvor tingene bliver forbundet og automatisk kommunikerer med hinanden. Så hvordan skal teknologien videreudvikle sig herfra? Der er mange bud, men det næste skridt tegner til at være en videreudvikling af de sensorer, der placeres i produkterne. En mere intelligent censor vil for eksempel kunne placeres i et køleskab, som derefter automatisk registrerer, hvornår man mangler mere mælk. Og hvis det virkelig skal være intelligent, så vil køleskabet selv gå på internettet og automatisk bestille mælk, som efterfølgende bliver leveret på adressen. Man kan altså have et fyldt køleskab uden nogensinde at forlade hjemmet.

En mere intelligent fremtid behøver dog ikke udelukkende at omhandle en optimering af hverdagens små gøremål. IoT kan også være med til at gøre vores liv mere sikkert. Det er i dag muligt at købe en intelligent røgalarm, som kan give dig det fulde overblik via en applikation. Men i fremtiden vil denne røgalarm, ligesom køleskabet, kunne kommunikere via internettet. Det vil i praksis betyde, at den intelligente røgalarm kan registrere og vurdere omfanget af en brand, hvorefter den kan informere dig og automatisk kontakte brandvæsenet.

Det er dog ikke kun inden for hjemmets fire vægge, at udviklingen går stærkt. På de danske veje er det efterhånden ikke et særsyn at se en Tesla, som er en elbil, der bliver drevet af en indbygget intelligent computer. Det smarte er her, at en Tesla ofte kan repareres helt uden at skulle forbi en mekaniker, da Tesla kan opdatere bilens software via internettet, som derefter selv justerer og reparerer mulige problemer. Det næste skridt i denne udvikling kører allerede rundt på vejene i USA, hvor Google tester deres førerløse bil, som kan navigere i trafikken ud fra GPS og sensorer. Et hurtigt kig i krystalkuglen afslører altså, at fremtiden kan byde på mange intelligente IoT-løsninger, hvor dagligdagens irriterende gøremål bliver klaret automatisk af vores produkter.