Skip to main content

Nokia Lumia 1020 – en utrolig kamera-smartphone

Blogindlæg   •   Dec 19, 2013 11:16 CET

Nokia er efterhånden blevet synonym med fantastiske kamera-smartphones, og med Lumia 1020 tager de skridtet fuldt ud. Med hele 41 megapixels, indbygget blitz og en fantastisk billede stabilizer er Lumia 1020 det tætteste, man kommer på en blanding af en smartphone og et digitalkamera. Læs videre og få svaret på, om telefonen byder på mere end blot et super kamera.

Nokia har leveret det ultimative legetøj til dem, som elsker at tage billeder. Det virker umiddelbart som en fantastisk ide, når man tager populariteten af billededelingsapplikationer som Instagram i betragtning. Med Lumia 1020 har Nokia for alvor fjernet den klassiske undskyldning med, at det var kameraets skyld, at billedet blev dårligt. Med intet mindre end 41 megapixels og en indbygget blitz, kan din indre fotograf for alvor folde sig ud.

Lumia 1020 er født med Windows Phone styresystemet, som byder på de velkendte tiles. Derudover passer designet ind i resten af Lumia-serien, men skiller sig ud ved tykkelsen. Med det enorme kamera og den indbyggede blitz, er det ikke overraskende, at telefonen er tykkere end gennemsnittet. Størrelsen giver dog god mening, når man tager indholdet i betragtning. Det er selvfølgelig kameraet, som har skylden for den oppustede størrelse. Hvis man før har haft en smartphone fra Lumia-serien, så virker 1020’eren dog ikke så voldsom. På mange måder minder den om Lumia 920 – men med en større kameralinse bagpå. Det gælder også for de runde kanter og materialet, hvor Nokia igen har brugt det solide og holdbare polykarbonat. Som ved de seneste udgaver af Lumia-telefonerne har 1020’eren også mulighed for trådløs opladning, som kræver et cover, der sættes på telefonen.

Selvom der er mange ting, man kan rose Lumia 1020 for, så kommer man ikke udenom, at kameraet er hovedattraktionen. Det oplevede vi også under vores test, hvor kameraet leverede knivskarpe billeder med utrolige farver, og det er uden tvivl det bedste smartphone-kamera på markedet netop nu. Kameraet har som nævnt en opløsning på 41 megapixels, som dog i praksis bliver til 34 eller 38 megapixel. Den største fordel ved den høje opløsning er, som Nokias tidligere CEO Stephen Elop sagde ved lanceringen; ”shoot first, zoom later”. Man tager altså et billede uden at tænke nærmere over, om man får zoomet ind på lige netop det, man gerne vil fange. Billedet står nemlig så skarpt, at man senere kan zoome ind på billedet og ”klippe” den del ud, som man gerne vil bruge. Nokia har faktisk taget højde for, at det er sådan man skal bruge billederne, med den integrerede Pro Cam app, som lader dig gemme en del af billedet samtidig med, at det originale billede forbliver uændret.

Billeder af højeste kvalitet fylder selvfølgelig meget på telefonen, og med den begrænsede plads, der nu engang er, har Nokia tilføjet et 5 megapixel format, som man kan bruge til Instagram, Facebook og lignende. Ifølge Nokia er det dog ikke 5 almindelige megapixels, men derimod noget de kalder ”Super Pixels”. Det er med til at sikre en flot kvalitet, selvom man ikke bruger kameraets fulde potentiale.

Nokia har også udviklet et smart ekstraudstyr til dem, som elsker at tage billeder med deres smartphones. Det er et eksternt cover, som stort set forvandler telefonens udseende til et digitalkamera. Dermed bliver det behageligere at bruge kameraet på farten, uanset om det er på strøgturen, storbyferien eller en hyggetur i skoven.

 Find Lumia 1020 i webshoppen her