Skip to main content

Thomas Uhrskov: Disse apps og udstyr skal du have med på ski

Blogindlæg   •   Jan 29, 2016 12:01 CET

Vinterferien står for døren, og traditionen tro drager mange danskere til nabolandende eller sydpå for at stå på ski og snowboard. Vi har bedt Thomas Uhrskov, som lige nu er aktuel med endnu en ny serie af ski-programmer, om at komme med sine anbefalinger af apps og udstyr, når skistøvlen klikkes i bindingen.

SOS-apps
”Selvom man bestemt ikke bør være bange for at stå på ski, så kan der jo ske uheld og opstå situationer, hvor man har brug for hjælp. I de fleste situationer kan man hente hjælp ved den nærmeste lift-station, men hvis man fx kører off-piste eller er langt fra en lift, kan det være rart at være forberedt.

Der findes i dag et utal af apps, som man kan bruge, hvis uheldet er ude. Fælles for dem er, at man ved få tryk får kontakt til nødhjælpcentralen. Det smarte ved at bruge app’en er, at man ikke skal rode rundt for at finde det rigtige nummer. Baseret på ens egen lokation finder app’en selv det rigtige nummer og viser den eksakte lokation, som hurtigt kan gives videre til centralen. Især hvis man kører off-piste, kan det være rigtig svært at beskrive, hvor man er.

Disse apps er gode, fordi det kan være svært at holde hovedet koldt, specielt hvis det er mennesker, vi holder af, som er kommet til skade. Gør dig selv en tjeneste og hent en SOS-app på forhånd og brug ti minutter på at sætte dig ind i, hvordan den fungerer.”

Prøv fx Emergency Phone Numbers – International (iOS her) eller Help Me – SOS International (iOS her og Android her).

Ski-tracker
”Før i tiden sad denne type ’tracker’ på håndleddet, og det er fantastisk, at det er rykket over på mobilen. Det var simpelthen for farligt at suse ned af pisten med blikket på håndleddet fast besluttet på at slå sin egen eller vennernes fartrekord.

Principielt er jeg jo egentlig lidt imod, at man måler og vejer sit skiløb. De fleste står jo på ski for at have det sjovt, og jeg tror på, at man har det sjovest, når man udvikler sig. Og man udvikler sig bedst, når man er nærværende og ’mærker’ sit skiløb. Når det er sagt, så må jeg indrømme, at jeg da også synes, det er interessant at se, hvor langt og hvor hurtigt, jeg har kørt.

Sørg for at finde en app, som ikke bruger data og kan modregne turene med lifterne.”

Prøv fx Ski Tracks (iOS her og Android her).

Ski-områdernes egne apps
”De fleste større skiområder har efterhånden deres egen app, som kan være nyttig at hente på forhånd. App’en indeholder alle nødvendige informationer som åbningstider, events og vejrudsigter.”

Søg på din destination i din app-butik.

Læs også: Er din mobil klar til vinterferien?

Action-kamera
”Da vi i sin tid lavede de første ski-programmer lejede vi kamera-udstyr for mere end 600.000 kroner. Siden da er kvaliteten på mini-kameraer strøget i vejret, mens prisen kun er gået ned. Det betyder, at man i dag kan få gode kameraer til mellem 800-4.000 kroner, som kan monteres både på hjelm, skistav og på brystet. Vi har en del optagelser i vores nye ski-programmer, som er lavet med de her små action cams. Det giver nogle rigtig fine billeder fra skiløberen selv, eller når vi spænder det på en drone og laver billeder fra luften. Kameraerne er sjove at lege med, og de er et must, hvis man vil blære sig lidt for dem derhjemme. Med de nyeste Sony-kameraer kan du endda lave din egen tv-station og live-streame direkte fra pisten til din facebookprofil. Vildt!”

Find action cams her

Husk cover!
”Den allervigtigste gadget på skituren er mobilen. Jeg er selv fra generationen, hvor man aftalte at mødes ved bestemte lifter, og der findes ikke noget værre end bare at stå og vente. Skiløb skal være socialt, og mobilen gør bare det hele meget lettere. Men de kan være glatte, og derfor bør man huske et cover i gummi – både for at beskytte telefonen og for at undgå, at den glider ud af hånden i liften. Hav i øvrigt altid mobilen i brystlommen, når du står på ski. Det er det sted på kroppen, hvor risikoen for at lande på mobilen er mindst.”

Find covers her