Skip to main content

TELIA KLAR TIL AT TESTE 5G I KØBENHAVN

Pressemeddelelse   •   Jun 26, 2019 12:00 CEST

5G-antennen på Telias hovedkontor i København

I slutningen af maj har Telia, Nokia og TT-Netværket monteret den mobilantenne, som skal benyttes til Telias første live-tests af 5G-teknologi i Danmark. Antennen er placeret på taget af Telias hovedkontor på Holmbladsgade i København. Telia, Nokia og TT-Netværket planlægger at oprette yderligere to testsites i løbet af sommeren.

”Vi ser meget frem at få konkret erfaring med 5G-teknologiens mange muligheder, som på sigt vil skabe en markant forbedring af Danmarks digitale infrastruktur. Vores forventning er, at 5G indledningsvist bliver efterspurgt på erhvervsområdet, hvor teknologien kan benyttes til blandt andet at effektivisere produktion, lagerstyring og logistik. Desuden bliver de ekstremt korte responstider, som 5G byder på, afgørende for udviklingen af bl.a. selvkørende køretøjer og præcisionskrævende robotteknologi inden for fx produktion eller kirurgi”, forklarer Morten Bentzen, direktør i Telia Danmark.

Telia kommer til at benytte 3,5 GHz-frekvensbåndet, der er blandt de udpegede pionerbånd for 5G, til de kommende tests. Frekvenserne i dét område bliver først kommercielt tilgængelige i 2020, så forsøgene bliver gennemført på tidsbegrænsede frekvenstilladelser fra Energistyrelsen.

Fiberlignende hastigheder via luften
Telia planlægger at gennemføre en række tests over de kommende måneder, for at kunne vurdere 5G-teknologiens anvendelsesmuligheder:

”Vi er meget spændte på at komme i gang med at teste den næste generation af mobilnetværk. Vi planlægger en række tests, hvor vi blandt andet vil afprøve af 5G-smartphones fra forskellige producenter. Samtidig er vi i dialog med en række virksomheder, som har interesse i at vurdere de forretningsmæssige muligheder, som vi introducerer med fremtidens mobilteknologi. Og endelig overvejer vi også, at invitere en række privatkunder til at afprøve de løsninger og muligheder, som 5G-teknologien vil byde på for privatbrugeren via eksempelvis Fixed Wireless Access”, uddyber Telias teknologidirektør, Henrik Kofod.

Fixed Wireless Access – forkortet FWA – fungerer ved, brugeren modtager 5G-signalet til en indendørs wifi-router og herigennem opnår datahastigheder, som man kender fra fiberforbindelser, men uden det gravearbejde, som ellers er nødvendigt ved installation af kablede bredbåndsforbindelser. 

Vurdering af de kommercielle perspektiver
Telia forventer, at udrulningen af 5G bliver markedsbaseret. Det betyder, at teknologien i første omgang etableres i afgrænsede geografiske områder, hvor der er behov for og efterspørgsel på ekstra datakapacitet, hastighed og sikkerhed – eksempelvis på fabrikker, logistikcentre, erhvervsområder og offentlige institutioner.

5G i Telia

Se flere perspektiver på telia.dk/5g

Fakta om TT-netværket
TT-Netværket er Telia og Telenors fælles driftselskab af mobilnetværket. Telia og Telenor ejer hver 50% af TT-netværket, der er Danmarks største mobilnet med mere end 4.300 antennepositioner. TT-netværkets arbejde består i at sikre den højeste kvalitet i netværket og udvikle og fremtidssikre mobilnetværket. Netværket har over 3,5 mio. mobilbrugere og er Danmarks mest benyttede.

Vi er Telia Company, den nye generation af teleselskab. Vores mere end 20.000 talentfulde kollegaer servicerer hver dag millioner af kunder i en af verdens mest teknologimodne regioner. Med en stærk tele-infrastruktur er vi samlingspunkt for det digitale økosystem, som hver dag gør det muligt for private, virksomheder og samfund at følge lige præcis det, som giver allermest mening for netop dem – på deres egne betingelser. Med hovedkvarter i den nordiske region – epicenter for innovation og teknologi - er vi klar til at forandre branchen og bringe hele verden endnu tættere på vores kunder.