Skip to main content

TELIA OG TELENORS FÆLLES MOBILNETVÆRK HENTER NY DIREKTØR

Pressemeddelelse   •   Mar 07, 2019 10:00 CET

Henrik Brogaard tiltræder som administrerende direktør for Telia og Telenors fælles mobilnetværk den 18. marts 2019.

Telia og Telenors fælles mobilnetværk får ny direktør med omfattende erfaring fra telebranchen. Henrik Brogaard tiltræder som administrerende direktør den 18. marts 2019 og får ansvaret for at drive, udvikle og fremtidssikre Danmarks største og mest benyttede mobilnetværk.

Samlet set har Henrik Brogaard mere end 20 års erfaring fra telebranchen, hvor han blandt andet har haft internationale lederroller i Nokia og Eriksson. Han kommer fra en stilling som Managing Director i fintech-virksomheden Bancore.

”Med Henrik Brogaard får Telia og Telenors netværk en erfaren telekommunikationskapacitet i direktørstolen. Han har en stærk forretningsforståelse, gode samarbejdsevner og en dyb forståelse af branchen. Jeg ser frem til godt samarbejde med Henrik om den fortsatte udvikling af Danmarks største og mest benyttede mobilnetværk”, udtaler Telias teknologidirektør i Danmark, Henrik Kofod.

Georg Svendsen, teknisk direktør i Telenor, supplerer:
”Vi er i øjeblikket i gang med at fremtidssikre det fælles Telenor og Telia-netværk med nye teknologier. Vi har implementeret vores nye IoT-netværk, og som ansvarlig for aktiviteterne i Telenor og Telias fælles Radio Access Netværk, får Henrik Brogaard en central rolle i forbindelse med eksekveringen af Danmarks første livetest af 5G-mobilteknologi i løbet af 2. kvartal 2019”.

Om sin nye rolle siger Henrik Brogaard:
”Jeg glæder mig til at arbejde med udviklingen af Telias og Telenors netværk, og medvirke til at introducere nye teknologier og muligheder til de to teleselskabers 3,5 millioner mobilbrugere og kunder. Danmark er blandt de førende 4G-lande i verden. Og den avancerede teknologi, som vi råder over i dag, rummer fortsat stort potentiale på vejen mod fremtidens 5G-mobilnetværk”


Henrik Brogaards CV

• 2018-2019   Bancore Platforms: Managing Director

• 2014-2018   Ericsson: VP and Head of Customer Unit Nordics & Baltics

• 2012-2014   TDC: Account Executive

• 2000-2012   Nokia: Senest VP & Director of Sales (Indonesia) tidligere Account Director (Indonesia), General Manager (Singapore), Sales Manager (APAC, Singapore) og Account Manager (2000-2012)

• 1997-2000   RFS - Radio Frequency Systems: Global Account Manager

• 1989-1996   Arrow Electronics: Product Manager

Se evt. Henrik Brogaards profil på LinkedIn.


Fakta om Telenors og Telias netværk
Telenor og Telia ejer hver 50% af TT-netværket, der er Danmarks største mobilnet med mere end 4.300 antennepositioner. TT-netværkets arbejde består i at sikre den højeste kvalitet i netværket og udvikle og fremtidssikre mobilnetværket. Netværket har over 3,5 mio. mobilbrugere og er Danmarks mest benyttede netværk, som i dag omfatter både 2G, 3G og 4G-teknologier. I løbet af 2. kvartal 2019 påbegynder Telia og Telenor sammen med Nokia de første danske 5G-livetests i det fælles netværket.

Pressekontakt:

Mads Houe
Pressechef, Telia Danmark
M: 2827 0171
mads.houe@teliacompany.com


Alice Klitholm Duch
Pressechef, Telenor Danmark
M: 26 800 600
alkd@telenor.dk

Vi er Telia Company, den nye generation af teleselskab. Vores 26.000 talentfulde kollegaer servicerer hver dag millioner af kunder i en af verdens mest teknologimodne regioner. Med en stærk tele-infrastruktur er vi samlingspunkt for det digitale økosystem, som hver dag gør det muligt for private, virksomheder og samfund at følge lige præcis det, som giver allermest mening for netop dem – på deres egne betingelser. Med hovedkvarter i den nordiske region – epicenter for innovation og teknologi - er vi klar til at forandre branchen og bringe hele verden endnu tættere på vores kunder.