Nyhed -

Som voksen er man også barn af en alkoholiker

Voksne har også været børn engang. Og som barn af en alkoholiker slæber man en tung bagage med sig gennem hele livet. Det fandt Mia ud af – men ad omveje.

”Min far drak, men det oplevede jeg egentlig ikke som et problem, mens jeg var barn og ung. Jeg var ’fars pige’, mens mine ældre søskende så helt andre sider af det store problem – som min mor også lukkede øjnene for”, fortæller Mia.

Bagagen fra barndommen

Hun boede i 19 år sammen med den mand, der er far til hendes 2 børn. Forholdet var i perioder psykisk hårdt, og Mia brød til sidst ud.
”Jeg fandt senere en ny mand, som havde et misbrug af hash, men det var til at leve med, fordi han altid har været kærlig over for mig og børnene, også når han havde røget. Så jeg fandt det egentlig OK og ville ikke lave om på ham. Dog lovede jeg at støtte ham, hvis han en dag ville gå i behandling.

Og da han gjorde det, skete der noget: Mia deltog i et kursus for pårørende, og her fik hun øjnene op for de voksen-barn-problemer, hun selv slæbte rundt på.

”Hold da op. Alene det at have 100 procent ’Mia-tid’ var helt fantastisk. Jeg fandt jo ud af, hvor meget ’skrammel’, jeg også bar med fra min barndom. Frustrationer over, at min mor intet gjorde for at stoppe fars drikkeri, sorg over at blive mobbet i skolen og så videre.”.

At kunne træffe valg giver styrke

For Mia har forløbet hos Behandlingscenter Tjele givet hende værktøj til at rydde op og forstå, hvad der skete i hendes barndom. Hun forstår, hvorfor moderen lod stå til, og hun har styrket forholdet til sine søskende og forstår, at de har deres fortælling om problemerne i hjemmet.

”Jeg har fået en fantastisk ro, og jeg har genvundet en selvtillid, som jeg slet ikke vidste, jeg havde. Jeg kan se, at jeg altid kan træffe et valg om at blive i en utilfredsstillende situation eller handle på det. Det giver mig en styrke, som jeg også bruger andre steder”, siger Mia.

I februar i år begyndte hun for første gang at løbe og troede aldrig, hun ville blive glad for det. I dag løber hun 10 kilometer uden besvær.
”Mit selvværd er styrket, og det ruster mig også til at blive en bedre mor for min datter på 16. Nu føler jeg, at jeg kan støtte hende på hendes vej ind i voksenlivet. Hun behøver jo ikke gentage mine fejl”, siger Mia.

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • barn af alkoholiker
  • rådgivning om misbrug og behandling
  • behandlingcenter tjele
  • alkoholmisbrug
  • voksen-barn problemer
  • dansk misbrugsbehandling
  • mor drikker
  • far drikker
  • pårørende til en afhængig
  • medafhængig
  • voksen barn af alkoholiker

Kontakt

Jan Meincke

Pressekontakt Centerleder Tjele-Dansk Misbrugsbehandling 70204080

Søren Skensved

Pressekontakt Afdelingschef Ambulant behandling 40252560

Relateret materiale