Nyhed -

Trekantområdets Festuge får europæisk anerkendelse

Den 10 dage lange festuge i Trekantområdet har nu på skrift, at den er en af Europas bemærkelsesværdige festivaler. Festugen er nemlig blevet EFFE mærket.

I slutningen af august er der for 5. gang Trekantområdets Festuge med hundredvis af kulturarrangementer i hele området. En begivenhed, der er svær at komme udenom, hvis man bor i en af de syv kommuner i Trekantområdet.

Men det er ikke kun de lokale, der har fået øje på festugen. Forleden blev Trekantområdets Festuge nemlig udnævnt til at være en såkaldt EFFE festival – Europe for Festivals, Festivals for Europe - en titel, der gives til bemærkelsesværdige festivaler i Europa, som udmærker sig ved at være engagerede i både kulturen, deres lokalområde og Europa.

Trekantområdets Festuge arbejder allerede nu sammen med en kunstfestival i Berlin. Og chefkonsulent for kultur i Trekantområdet Danmark, Pernille Holmskov, håber på, at udnævnelsen vil give flere af den slags internationale samarbejder.

”Vi er selvfølgelig rigtig stolte af at være udnævnt som EFFE festival. Vi håber, at vi ved at være en del af et internationalt netværk kan give publikum endnu flere spændende arrangementer de kommende år. Faktisk har vi allerede fået de første internationale henvendelser om samarbejder efter udnævnelsen”, siger hun.

Festugens besøgende kan dog allerede i år opleve resultatet af samarbejdet med den tyske festival. I øjeblikket arbejder en gruppe tyske kunstnere nemlig sammen med en håndfuld lokale unge kunstnere om at skabe nogle spændende byrumsinstallationer, som vises frem i Berlin og i Trekantområdet.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Regions

  • Syddanmark

Kontakt

Pernille Holmskov

Kultur- og eventchef Kultur 21347994

Relateret materiale