Pressemeddelelse -

De store spørgsmål er vigtigere end nogensinde

Tycho Brahe Planetarium i hjertet af København har fået ny direktør. Mette Broksø Thygesen kommer med erfaring fra Den Blå Planet, Danmarks Radio, Experimentarium og Zoologisk Have og lægger op til store forandringer på det snart 30 år gamle planetarium.

Tycho Brahe Planetarium i hjertet af København har fået ny direktør. Hun lægger op til store forandringer – men holder samtidig fast i, at viden om universet og om astronomi er stedets kerne.

”Vi står over for en ny tidsalder. Rummet er den næste grænse, og både nationale rumfartsagenturer og private planlægger at sende mennesker både til Månen og til Mars. Det betyder en stor ændring i, hvad vores race er, og hvem vi er som mennesker, hvis vi ikke længere kun kan kalde os for jordboere”, siger hun.

Tycho Brahe Planetarium ved søerne i København er på mange måder unik. Den holdning deler danske Andreas Mogensen, astronaut ved den europæiske rumfartsorganisation, ESA:

”Under min rejse i rummet var Tycho Brahe Planetarium omdrejningspunktet for formidlingen af mit arbejde overfor danskerne. De spiller en central rolle i forhold til at formidle rumforskning til den brede offentlighed. Og det er enormt vigtigt, at unge mennesker forstår og interesserer sig for naturvidenskab, astronomi og rumforskning. Det er indgangen til en større forståelse af vores egen klode og det univers som vi er en del af. Tycho Brahe Planetariums fornemmeste opgave er at nå de unge og tage dem med på en rejse til stjernerne”, siger han.

Tycho Brahe Planetarium rummer Danmarks eneste Dome, hvor en stemningsfuld rejse ud i universet, en tur under havets overflade eller en hæsblæsende film om en tropisk orkan kan omslutte publikum totalt på det 1000 kvadratmeter store kuppelformede lærred.

Arkitekturen er også opsigtsvækkende. De fleste, som færdes jævnligt i København, vil kunne genkende den ikonisk flotte bygning med det skæve tag og markante stribede ydre.

Og så er det unikt, at der midt i storbyen ligger et sted, hvor store spørgsmål om galaksernes hemmeligheder og muligheden for rejser til Mars er daglige samtaleemner. Og netop at stille de store spørgsmål er ambitionen for Tycho Brahe Planetariums nye direktør, som tiltrådte 1. september 2017.

Realiteten er dog også, at økonomien er trængt, og Tycho Brahe Planetarium popper ikke længere af sig selv op, når danskerne planlægger en dag med børnene.

Det vil Mette Broksø Thygesen gerne forandre – præcis hvilke forandringer, der vil ske, vil hun dog ikke lægge sig helt fast på endnu.

”Viden og naturvidenskab skal stadig være vores særkende, og til februar 2018 åbner vi en enestående udstilling med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fonde til almene Formaal. Og så drømmer jeg om, at vi i den nærmeste fremtid kan udskrive en arkitektkonkurrence med henblik på at åbne bygningen og forpladsen ud mod Gammel Kongevej og ligeledes åbne Tycho Brahe Planetarium ud mod Sankt Jørgens Sø”, siger hun.

Netop forandring og evnen til at skabe nyt liv i kulturinstitutioner, hvor plejer måske har lagt lidt støv i krogene er Mette Broksø Thygesens varemærke.

Hun var, om nogen, kvinden bag Danmarks Akvariums rejse fra at være et slidt akvarium i Charlottenlund til at genopstå i 2013 som Den Blå Planet lige ud til Øresund på Amager – med tusindvis af fisk og havdyr fordelt på 53 akvarier med i alt syv millioner liter vand. Stedet er blevet kåret som Danmarks bedste fyrtårnsprojekt inden for turisme- og oplevelsesøkonomi.

Hun har også været med til at udvikle Zoologisk Have til det succesfulde sted med fokus på naturformidling, som det er i dag. Og så har hun været kommerciel direktør for DR Koncerthus.

Dermed er det en person med solid erfaring inden for oplevelsesøkonomi og forandring af kulturinstitutioner, der sætter sig i spidsen for Tycho Brahe Planetarium

Tycho Brahe Planetariums bestyrelsesformand, Jens-Erik Corvinius, lægger vægt på, at den nye direktør både skal forny og drive stedet.

”Vores opgave er at formidle viden om Jordens og universets oprindelse og ikke mindst den seneste forskning på området. Vi ønsker at inspirere specielt børn og unge til at blive nysgerrige på verden omkring dem, og måske vælger de endda en naturvidenskabelig uddannelse som deres levevej. Mette Broksø Thygesen besidder med hendes enorme erfaring de alsidige egenskaber som skal til for at løfte stillingen”, siger han.

Tycho Brahe Planetarium åbnede i 1989. Stedet er skabt af ægteparret Bodil og Helge Pedersen, som donerede en stor del af deres formue til at etablere Tycho Brahe Planetarium, som udover kuppelsalen også rummer en udstilling om astronomi og rumfart.

Tycho Brahe Planetarium bliver hvert år besøgt af omkring 140.000 betalende gæster – heraf er cirka 25.000 skoleelever. Stedet er ejet af Uraniafonden. Mette Broksø Thygesen er uddannet på bl.a. CBC, Ledelsesakademiet og på Danmarks Teknisk Universitet, DTU.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • københavn
  • tycho brahe planetarium

Læs mere på vores hjemmeside: https://www.planetariet.dk/tycho-brahe-planetarium

Kontakt

Mette Broksø Thygesen

Pressekontakt Adm. direktør, CEO 30118877