Skip to main content

Halsnæs: Vækst i eksport og nye job

Nyhed   •   Feb 02, 2017 11:09 CET

Det går den rigtige vej for erhvervslivet i Halsnæs Kommune. Der er blevet flere lokale eksportvirksomheder, og samtidig vokser beskæftigelsen i de private brancher.

Det viser en ny rapport ”Vækstvilkår 2016” fra Væksthus Hovedstadsregionen og Center for Vækstanalyse.

Flere eksportvirksomheder

Siden 2010 er antallet af eksportrettede virksomheder ii halsnæs steget med 37 procent, mens den samlede eksportværdi er steget med 8 procent.

Cirka 120 virksomheder, med hovedsæde i Halsnæs, arbejder med eksportrettede produkter og services.

Selv om der er fremgang og positive tendenser, så ligger Halsnæs fortsat en smule under landsgennemsnittet og gennemsnittet fra Region Hovedstaden

Gang i hjulene

”Det er rart at se, at der er gang i hjulene igen efter en finanskrise, der også ramte os. Og endnu mere positivt, at flere virksomheder har evnerne og viljen til at tænke ud over landets grænser," udtaler borgmester Steen Hasselriis (V).

"Når det går vores virksomheder godt, så går det også godt for resten af Halsnæs, og det er vi naturligvis glade for. Vi vil fortsat forsøge at understøtte erhvervslivet i deres ønsker, og forbedre deres vilkår for vækst,” fastslår borgmesteren.

Øget beskæftigelse i den private sektor

Analysen melder også om en stigning i jobskabelsen og beskæftigelsen i de private virksomheder.

Cirka 350 nye lønmodtager fuldtidsjob blev det til i 2015 - en samlet stigning på mere end 10 procent i det samlede antal beskæftigede i de private erhverv.

Største jobvækst i Nordsjælland

At pilen fortsat peger opad for erhvervslivet og beskæftigelsen i Halsnæs understreges af de seneste tal fra Dansk Erhverv.

Det seneste år, målt fra 3. kvartal 2015 til 3. kvartal 2016, er kommet der 238 personer flere i arbejde i Halsnæs Kommune. Det svarer til en vækst i beskæftigelsen på 3,8 procent.

Alene på de private virksomheder er stigningen på 7,4 procent.

Halsnæs har den største jobvækst i Nordsjælland.

På trods af denne jobvækst, så har Halsnæs stadig regionens højeste ledighed - den er dog faldende. Ledigheden lå, ifølge Danmarks Statistik, i november 2016 på 4,3 procent.

Gratis rådgivning

Halsnæs Kommune ejer sammen med hovedstadsregionens øvrige 29 kommuner Væksthus Hovedstadsregionen, som giver vækstrettede virksomheder med hovedsæde i Halsnæs adgang til gratis rådgivning.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar