Skip to main content

Metronomy bringer deres festlige electropop-toner til VEGA

Pressemeddelelse   •   Jun 19, 2019 10:00 CEST

VEGA og ICO præsenterer
Metronomy bringer deres festlige electropop-toner til VEGA
Den 29. oktober pakker spraglede Metronomy VEGA ind i et slør af farverige melodier og dansable beats.

Den engelske gruppe Metronomy, anført af den garvede frontmand og producer Joseph Mount, har netop genudgivet debutalbummet Nights Out i forbindelse med et 10-års jubilæum. Men der er et spritnyt album på trapperne, og til efteråret sætter de kursen mod VEGA med deres skæve electropop.

Bandet skaber smukke harmonier og melodier i balance, og lytteren bliver taget med på en euforisk, musikalsk rejse gennem en sprødt, dansabelt lydbillede. På scenen er Metronomy kendt for at levere et nærværende og energisk show, hvor deres uimodståelige festhumør er smittende.

Da bandet indtog scenen i DR Koncerthuset ved Sonár festivalen i København i 2015, kvitterede Gaffa med fem stjerner, og skrev:

Kemien mellem dem er ikke til at tage fejl af, og den gode energi svæver gennem lokalet med lysets hastighed. Allerede fra første beat rammer gulvet, er hele publikummet vilde efter at danse natten væk til de iørefaldende poptoner.”

Det engelske band hittede for alvor med albummet The English Riviera fra 2011, hvor singlerne ”The Look” og ”The Bay” hurtigt kom på alles hjerner. Sidenhen er det blevet til to album, Love Letters fra 2014 og Summer 08 fra 2016.

Fakta om koncerten:
Metronomy (UK)
Tirsdag d. 29. oktober kl.20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 250kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag den 28. juni via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere om og køb billet til koncerten med Metronomy.

VEGA er et regionalt spillested med mere end 350 koncertarrangementer årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live og +800 bands. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken. 

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.