Skip to main content

​Ryst bagjulen af dig til Magtens Korridorer ekstrakoncert! ​

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2016 10:00 CET

VEGA præsenterer
Ryst bagjulen af dig til Magtens Korridorer ekstrakoncert! 
Det rutinerede rockband har prydet scenen i Store VEGA et utal af gange. Til december kan man igen opleve Magtens Korridorer på den store scene, når de spiller en ekstra ønskekoncert onsdag den 28. december, hvor publikum bestemmer repertoiret.

Siden succesudgivelsen af Friværdi for 11 år siden har Magtens Korridorer spillet sig op til at være et af landets mest populære liveorkestre. Med omkring 50.000 solgte eksemplarer af albummet indtog de fem herrer i Magtens Korridorer folkets hjerter med en række sange, der er blevet rost for at kunne fortælle om hverdagen og gøre den til en fest.

Siden er det blevet til fem album, bl.a. Greatest Hits-samlingenSpil Noget Vi Kender. Ved koncerten i Store VEGA kommer publikum til at spille en særlig rolle i forberedelserne.

“Vi spiller op til bagjuledans rundt om det imaginære, letafpillede juletræ.I julegave ønsker vi os, at I sender jeres største ønsker til aftenens repertoire. Hvad I ønsker, skal I få.” opfordrer bandet. Man kan komme med ønsker til repertoiret på Magtens Korridorers Facebook, Instagram eller skrive til dem via deres hjemmeside.

Dansk rocks samfundsrevsere
Den karismatiske forsanger, Johan Olsen, er kendt for sit intense scenenærvær og har en af Danmarks mest solide rockvokaler. En enig anmelderskare har især rost bandet for at spille rock på både en folkelig og festlig måde uden at miste kant eller lyde som et partyband.

Med hits som “Pandora”, “Milan Allé”, “Nordhavn Station” og ørehængeren “Lorteparforhold” prikker Magtens Korridorer hul i tabubelagte emner og viser sig ofte som dansk rocks samfundsrevsere. GAFFAs anmelder var så begejstret for bandets folkekære rock ved en af deres mange koncerter i VEGA, at han sammenlignede deres poetiske univers med musikkoryfæen, Kim Larsen.

Fakta om koncerten:
Magtens Korridorer (DK)
Onsdag den 28. december 2016 kl. 20.00
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris 250 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster 
Læs mere og køb billet til koncerten med Magtens Korridorer.

VEGA er et regionalt spillested, der ejes og drives af den erhvervsdrivende fond Koncertvirksomhedens Fond, som er skabt med det ene formål at drive koncertvirksomhed. Årligt løber der omkring 330 koncerter og begivenheder af stabelen i VEGA.

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy