Skip to main content

Danmark mangler lovgivning om virksomheders samfundsansvar

Nyhed   •   Mar 12, 2020 12:40 CET

Verdens Skove ser gerne, at der kommeregler, der sikrer, at virksomhederne skal tage hensyn til naturen i deres varekæder.

En række europæiske lande har allerede indført lovgivning, der forpligter virksomheder til at tage ansvar for deres handlinger. Verdens Skove opfordrer danske politikere til at gøre det samme.

Af Sally Jensen

Mange af de råvarer og produkter, der importeres til Danmark, eller som danske virksomheder selv producerer i andre lande, bliver produceret under kritisable forhold for mennesker og natur. Lokale folk trues og udnyttes, og naturen ødelægges til fordel for industri. Verdens Skove opfordrer derfor danske politikere til at indføre lovgivning, der forpligter danske virksomheder til at tage hensyn og ansvar.

Nødvendig omhu eller due diligence er et område, der i flere europæiske lande er på det juridiske tegnebræt. Og i Danmark skubber Amnesty på for at få indført en Etisk Lov. Det er et arbejde som Verdens Skove støtter op om. Vi mener at en Etisk lov ligeledes bør sikre, at natur, miljø og klimaet ikke lider overlast.

Due diligence er den betegnelse, man bruger, når man taler om, at virksomheder bør forpligte sig på at identificere, forebygge og afhjælpe de negative effekter, som deres produktion måtte medføre, og at de bør forpligte sig på at rapportere om deres indsats.

Due diligence er et centralt element i FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP), som gælder for alle virksomheder, og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder. Due diligence har dog ikke været noget, der var lovmæssigt gældende - indtil de seneste år, hvor politikere i flere europæiske lande er begyndt at tage emnet op til overvejelse.

I 2015 indførte Storbritannien en lov mod moderne slaveri i virksomheders varekæde både inden og uden for landets grænser. I Holland indførte man i 2019 en lignende lov med fokus på at forbyde børnearbejde. Frankrig indførte i 2017 den due diligence lovgivning, der af eksperter kaldes for den mest ambitiøse af alle, eftersom Frankrigs lovgivning som den eneste gør det muligt for ofre for virksomheders menneskerettighedsovertrædelser at sagsøge virksomhederne.

Udover at beskytte menneskerettigheder ville det, ifølge Verdens Skove, give rigtig god mening også at indkludere alvorlige miljøødelæggelser i enhver lov om due diligence. Det har endnu ingen lande gjort, hvilket giver Danmark en unik mulighed for at gå forrest, når det kommer til at udvise den nødvendige omhu for natur, miljø og klima.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.