Skip to main content

Bioøkonomipanel mister grønt aftryk

Pressemeddelelse   •   Aug 14, 2017 10:41 CEST

Importeret soja udgør en stor del af dansk dyrefoder, men i mange af produktionslandene ryddes skove og savanner til fordel for sojamarker, som her i Brasilien. Det Nationale Bioøkonomipanel har tidligere foreslået græs som sojaerstatning.

Regeringen har smidt de grønne NGO’er ud af Det Nationale Bioøkonomipanel, og det risikerer at tippe balancen, mener NGO’erne

Hvordan kan vi i Danmark lave mere grøn biomasse, som eksempelvis kan erstatte de store mængder soyaprotein, der hvert år importeres til svineproduktion? Det er et af de spørgsmål som det Det Nationale Bioøkonomipanel har undersøgt og rådgivet politikerne om siden 2013. Regeringen satte panelet på pause sidste år, men nu genstartes det af Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V). Desværre har han valgt at smide de grønne organisationer - Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Det Økologiske Råd -ud. Panelet skal have et øget erhvervsfokus, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge direktør i Danmarks Naturfredningsforening Søren Bojer Nielsen, så er det rigtig trist, at man ikke længere vil have de grønne organisationer med i panelet.

-Vi har været utrolig glade for at deltage i panelet, og vi frygter, at et ensidigt erhvervsfokus vil skade hensynet til den grønne omstilling, så det bliver en omstilling på erhvervets præmisser med mindre hensyn til natur og miljø, siger Direktør i Danmarks Naturfredningsforening Søren Bojer Nielsen.

Bioøkonomipanelet er tidligere kommet med forslag til f.eks. at bruge græs i grønne bioraffinaderier, som kan producere proteinfoder. Det kan erstatte importeret soja, samt levere en rest som kan bruges til biogasanlæg. Forslaget blev fulgt op i foråret med udmøntning af Klimapuljen, hvor der blev afsat foreløbig 8 mio. kr til et storskalaforsøg med grøn bioraffinering.

Det er ikke første gang, at den nuværende regering laver ensidigt sammensatte udvalg og paneler. Det samme skete med f.eks. Implementeringsrådet og med Advisory Board for cirkulær økonomi, som kun bestod af erhvervsrepræsentanter. Ifølge Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, så undervurderer regeringen den konstruktive diskussion, der er mellem aktørerne.

-Danmark er kendt i omverdenen for sin gode samarbejdskultur. Vi håber, at regeringen vil genoverveje sagen og alligevel søge dialogen med civilsamfunds organisationerne, siger Christian Ege.


Kontakt: 
Danmarks Naturfredningsforening, Presserådgiver Kasper Pihl Møller, kpm@dn.dk, tlf: 26816228
Det Økologiske Råd, Christian Ege, sekretariatsleder, christian@ecocouncil.dk, tlf. 33181933/28580698
WWF, Journalist Cecilie Weinholt c.weinholt@wwf.dk tlf. 31761200

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, der kæmper for en verden med en rig skovnatur. Det gør vi i samarbejde med folk, der lever i og af skoven.

Sammen med vores partnere i Honduras, Nicaragua, Panama og Bolivia forsvarer vi regnskoven.

Vi hjælper virksomheder, stater og forbrugere med at tage ansvar ude og hjemme og sikrer derved en bæredygtig anvendelse af skovens ressourcer.

I Danmark kæmper vi for at stoppe tabet af skovenes biologiske mangfoldighed. Vi vil skabe et nyt dansk landskab med mere vild skov-natur, der er rigt på biologisk mangfoldighed.

Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1982. 

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar