Skip to main content

Netdøgnrapport: Mandag til onsdag uge 21

Nyhed   •   Maj 21, 2014 11:55 CEST

Udvalgte hændelser fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport fra mandag den 19. maj kl. 7 til onsdag den 21. maj 2014 kl. 7.

Flot placering til Politihunde-DM
Mandag den 12. og tirsdag den 13. maj blev der afholdt Danmarksmesterskaber for Politihunde i Herning. Hundeførerne stillede i hold af fire og der blev konkurreret i discipliner som sporsøg, rundering, gerningsstedssøg og lydighed. De forskellige udfordringer var bygget op så autentisk som muligt.

Der var i alt 11 deltagende hold og efter mandagens opvarmning lå Københavns Vestegns Politi på 11. pladsen – men efter en dedikeret indsats tirsdag fik de kæmpet sig op på en flot andenplads. Nordjyllands Politi vandt konkurrencen.

Brand i bil i Ishøj
Mandag den 19. maj mellem kl. 00.01 og 05.00 var der ild i en bil på Vejlebrovej. Da anmeldelsen indgik og politiet kom til stedet var branden stoppet af sig selv og bilen var fuldstændig udbrændt. Det viste sig senere at bilen var stjålet.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til politikommissær Ole Nielsen på telefon 7258 7611, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Bilbrand i Høje-Taastrup
Mandag den 19. maj kl. 00.55 indgik anmeldelse om ild i bil på Søndertoften. Politi og brandvæsen rykkede ud. Det viste sig at der var knust en rude og herefter antændt et tæppe i bilen. Ilden blev slukket og der skete udelukkende materiel skade.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til politikommissær Ole Nielsen på telefon 7258 7611, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Butikstyv anholdt i Glostrup
Mandag den 19. maj kl. 10.02 anmeldte personale fra et supermarked, at de tilbageholdt en butikstyv. Politiet kørte til stedet. Det drejede sig om en 16-årig dreng som forsøgte at forlade forretningen uden at betale for kakao, rullepølse, leverpostej og franskbrød. Den gik dog ikke og han blev sigtet for butikstyveri – han nægter sig skyldig.

Færdselsuheld i Hvidovre
Mandag den 19. maj kl. 10.44 skete et færdselsuheld på Amagermotorvejen. Der var to parter involveret – en lastbilchauffør på 25 år og motorcyklist på 26 år. Lastbilen holdt stille i 3. vognbane da dens dæk var sprunget, men det overså motorcyklisten desværre og kørte op bagi. Den 26-årige kom til skade, dog ikke kritisk.

Tricktyve efterlyses i Hvidovre
Mandag den 19. maj kl. 12.10 blev en 74-årig mand udsat for et tricktyveri i et supermarked på Gammel Køge Landevej. Han var ved at betale for sine indkøb da tricktyven rakte ham en 200-kroneseddel, som han sagde han havde tabt. Imens stjal en medgerningsmand den 74-åriges kreditkort. De beskrives som:

A: Mand, udenlandsk af udseende, 35-40 år og ca. 180 cm høj og slank af bygning. Han havde sort kort hår og var iført sort tøj med blanke knapper. Han talte gebrokkent dansk.

B: Mand, ca. 50 år, ca. 170 cm høj og kraftig af bygning. Han var meget lys i huden, rundhovedet og iført skjorte, lys jakke og lyse bukser.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til John Bergvold på telefon 72 58 74 29, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Tricktyv efterlyses i Høje-Taastrup
Mandag den 19. maj kl. 12.17 blev en 48-årig kvinde udsat for et tricktyveri på parkeringspladsen foran Netto på Gadehavegårdsvej. Tricktyven henvendte sig til kvinden for at spørge om vej. Imens hun forsøget at hjælpe ham, stjal han hendes dankort. Han beskrives som:

A: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, ca. 170 cm høj og almindelig af bygning. Han var brun i huden og havde kort brunt hår. Han talte gebrokkent dansk og kørte i en lille bil.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til politikommissær Ole Nielsen på telefon 7258 7611, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Butikstyve efterlyses i Ballerup
Mandag den 19. maj kl. 16.49 anmeldte personale fra en forretning, at de netop havde haft besøg af tre tyveknægte. Den ene distraherede ekspedienterne mens de to andre stjal parfume. De kørte fra stedet i en Audi A6. De beskrives som:

A: Dansk mand, ca. 35 år, ca. 190 cm høj og meget muskuløs af bygning. Han var skaldet og iført en hvid tanktop samt en blå åbentstående skjorte.

B: Dansk mand, 20-25 år, ca. 180 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort Adidas trøje med hvide striber, rød kasket og bar en metro pose.

C: Mand, arabisk af udseende, 20-25 år, ca. 170 cm og spinkel af bygning. Han havde kort sort hår og var iført en hvid dunvest med en sort trøje under.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Rambuktyveri i Ballerup
Mandag den 19. maj kl. 22.09 var der indbrud i en forretning på Skovlunde Byvej.
Tyvene havde bakket en brugsstjålet Opel Kadet ind i en port til et lager, og var derfra kommet ind i forretningen. Herfra stjal de mobiltelefoner og tablets.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

To tyve anholdt i Brøndby
Tirsdag den 20. maj 00.52 indgik anmeldelse om indbrud i øjeblikket på en containerplads på Hedeager. Politiet rykkede ud og kunne kort efter ankomst anholde to mænd. Det drejer sig om to mænd på 25 og 33 år, begge fra Brøndby. De blev sigtet for tyveri – den ene erkender delvist, den anden nægter.

Lejlighedsbrand i Brøndby
Tirsdag den 20. maj kl. 05.40 indgik anmeldelse om brand i en lejlighed på Gillesager. Politi og brandvæsen rykkede ud. Det viste sig at ilden var opstået på en tilhørende altan og herefter fik den fat i tagkonstruktionen. Da der var fare for at den ville sprede sig blev opgangens beboere evakueret. Brandårsagen er endnu ukendt.

Butikstyv anholdt i Rødovre
Tirsdag den 20. maj kl. 17.08 anmeldte personale fra et supermarked i Rødovre Centrum, at de tilbageholdt en butikstyv. Politiet kørte til stedet. Det drejede sig om en 45-årig mand som forsøgte at slippe af sted med at stjæle 10 pakker kød, fire pakker rødspættefilet, tre pakker slik, to pakker køkkenruller, to vandmeloner og en flaske vodka til en værdi af 923.50 kr. Han blev sigtet for butikstyveri og erkendte. Sagen blev afgjort med en straksbøder.

Indbrudsforsøg i Vallensbæk
Onsdag den 21. maj kl. 01.15 indgik anmeldelse om indbrudsforsøg i en villa på Egeskovvej. Politiet rykkede ud. To mænd forsøgte at bryde terrassedøren ind til huset op, men stak af da beboeren opdagede dem. De beskrives som mænd, 185-195 cm høje, den ene iført en mørk trøje og den anden iført en lys trøje.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til politikommissær Ole Nielsen på telefon 7258 7611, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær opmærksom på indbrud
Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at være opmærksomme på indbrud:

• Lav ferieaftaler med naboen og skab liv i fraværet: Tøm post, fyld skraldespand, slå græs for hinanden
• Vær varsom med åbne døre og vinduer om sommeren
• Ryd ikke op før ferie, lad huset se beboet ud
• Hold øje i dit område – også om natten. Er noget unormalt – f.eks. personer eller biler, der ikke plejer at færdes der? Ser alt normalt ud hos naboen?
• Ring hurtigt til politiet, hvis du ser noget mistænkeligt. Ring 1-1-2, hvis det er akut, ellers 114
• Arbejder du om natten – f.eks. med avisomdeling, renovation, som tankpasser eller lignende – så vær opmærksom på mistænkelige personer og biler i dit område
• Lad ikke værdier ligge frit fremme – gem dem af vejen
• Sådan beskytter du dig mod indbrud: www.dkr.dk