Skip to main content

Netdøgnrapport: Onsdag til fredag uge 6

Nyhed   •   Feb 07, 2014 11:14 CET

Udvalgte hændelser fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport fra onsdag den 5. februar kl. 7 til fredag den 7. februar 2014 kl. 7.

3068 husstande på Vestegnen har Nabohjælp
Du kan gøre meget for at sikre dit hjem mod indbrud. Nabohjælp er en af de ting, der er med til at gøre livet svært for tyven, og den ordning har 3068 husstande på den københavnske Vestegn.

Nabohjælp på Vestegnen
Fordelingen af Nabohjælp på kommuneplan ser således ud:

Albertslund: 196
Ballerup: 429
Brøndby: 341
Gladsaxe: 135
Glostrup: 211
Herlev: 404
Hvidovre 268
Høje Taastrup: 464
Ishøj: 144
Rødovre: 255
Vallensbæk: 221

Du kan læse mere om Nabohjælp på www.dkr.dk, hvor du også kan tilmelde dig.

Læs mere om at sikre dit hjem mod indbrud på www.stopindbrud.dk

Fælgetyve anholdt i Gladsaxe
Onsdag den 5. februar kl. 01.15 blev to mænd anholdt for fælgetyveri fra et bilfirma på Turbinevej. En vagt befandt sig tæt på gerningsstedet, da han fik øje på tre tyve. De fik også øje på ham og skyndte sig at stikke af. Politihunde fik dog hurtigt færden af to af dem, som blev sigtet og anholdt. Den tredje er stadigvæk på fri fod. Det drejer sig om to mænd fra Rødovre på 21 og 22 år. De erkender begge.

Blotter efterlyses i Høje-Taastrup
Onsdag den 5. februar omkring kl. 9 blev en flok skoledrenge udsat for et ubehageligt syn i Fløng Svømmehal. De havde netop haft svømmeundervisning og var på vej i sauna, da en ældre mand begyndte at onanere foran dem. Han beskrives som:

A: Mand, 50-80 år og almindelig af bygning. Han var brun i huden, havde kort, tyndt, gråt hår og var solbrændt.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til Politikommissær Ulrik Hove på telefon 7258 7524, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Indbrudstyve varetægtsfængslet i Rødovre
Onsdag den 5. februar omkring kl. 10.30 blev to mænd anholdt for at have brudt ind i tre huse samme dag. Det første lå på Nørrebred i Vallensbæk, det næste på Sandbjerggårdsvej i Brøndby og det sidste på Lørenskogvej i Rødovre. Her havde politiet fået færden af dem og greb dem på fersk gerning.

Der var tre mænd og de forsøgte alle at stikke af – det lykkedes desværre for den ene. De to andre blev anholdt og sigtet for de tre indbrud. Det drejer sig om to 20-årige fra Gladsaxe og Høje-Taastrup. Den ene nægter alt, den anden erkender et indbrud men nægter de to andre. Begge blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag den 6. februar kl. 10 og blev varetægtsfængslet til den 20. februar.

Vær opmærksom på indbrud
Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at være opmærksomme på indbrud:

• Lav ferieaftaler med naboen og skab liv i fraværet: Tøm post, fyld skraldespand, slå græs for hinanden
• Vær varsom med åbne døre og vinduer om sommeren
• Ryd ikke op før ferie, lad huset se beboet ud
• Hold øje i dit område – også om natten. Er noget unormalt – f.eks. personer eller biler, der ikke plejer at færdes der? Ser alt normalt ud hos naboen?
• Ring hurtigt til politiet, hvis du ser noget mistænkeligt. Ring 1-1-2, hvis det er akut, ellers 114
• Arbejder du om natten – f.eks. med avisomdeling, renovation, som tankpasser eller lignende – så vær opmærksom på mistænkelige personer og biler i dit område
• Lad ikke værdier ligge frit fremme – gem dem af vejen
• Sådan beskytter du dig mod indbrud: www.dkr.dk

Pungtyve efterlyses i Gladsaxe
Onsdag den 5. februar kl. 12.10 fik en 79-årig kvinde frarøvet sin pung ved et busstoppested på Ejsingvej. To mænd hjalp hende ud af bussen og stjal i den forbindelse hendes pung. De beskrives som værende 20-25 år gamle, henholdsvis ca. 175 og 180 cm høje og af anden etnisk oprindelse end dansk.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Undgå tyveri
• Gem pung og nøgler i en lukket lomme (ikke i baglommen og ikke i rygsæklomme)
• Brug evt. en pengekat eller et pengebælte under overtøjet
• Gå med tasken på armen i stedet for i hånden – og sæt den ikke fra dig
• Tag et net eller en plasticpose med på indkøb i stedet for tasken
• Undgå store pengebeløb i din taske. Brug hævekort
• Tag kun de hævekort med, som du skal bruge
• Hold hånden for, når du indtaster din kode til Dankort. Tyvene prøver at lure din kode af for at stjæle din pung bagefter.

Spiritusbilist anholdt i Høje-Taastrup
Onsdag den 5. februar kl. 13.50 blev en 45-årig mand fra Aabenraa stoppet på Klovtofteparken. Politiet mistænkte ham for at køre spirituspåvirket, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og erkender.

Spirituskørsel koster dyrt
Bøden for førstegangs-spirituskørsel beregnes efter årsindtægten og promillens størrelse, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Tjener man f.eks. 250.000 kroner, koster en promille på 0,51 første gang 5.000 kroner, mens en promille på 1 koster 10.000 kroner og 1,5 hele 15.000 kroner.

Promiller mellem 0,5 og 1,2 udløser altid en betinget frakendelse af kørekortet. Ved promiller over 1,2 mister man førerretten straks.

Når frakendelsestiden er udløbet, skal man først gennemgå et særligt kursus om alkohol og trafik. Derefter kan man begynde at tage kørekort helt forfra.

Promiller over 2 og gentagen spirituskørsel udløser fængselsstraf. Den kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde og afvikling af samfundstjeneste eller alkoholistbehandling.

Røver efterlyses i Herlev
Onsdag den 5. februar kl. 20.15 blev en tankstation på Ring 4 udsat for et røveri. Politiet rykkede ud. Røveren havde henvendt sig til en medarbejder og med pistol truet ham til at udlevere kontanter. Han stak herefter af og beskrives som:

A: Mand af anden etnisk herkomst end dansk, 160-165 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort Adidas jakke med hætte, grå joggingbukser, sorte sko, sorte handsker og sort maskering. Han var bevæbnet med en pistol og talte dansk med accent.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Brand i lejlighed på Hvidovre
Torsdag den 6. februar kl. 10.14 indgik anmeldelse om ild i lejlighed på M Bechs Allé. Politi, ambulance og brandvæsen kørte til stedet. Beboerne i opgangen blev evakueret og ilden blev slukket. Branden var opstået i køkkenet, hvilket udbrændte. Ilden fik også fat i tagkonstruktionen.

Tricktyv kom med chokolade i Herlev
Torsdag den 6. februar kl. 14.20 blev en 98-årig kvinde udsat for tricktyveri i sit hjem på Kiselvej. Tricktyven ringede på og kom ind i lejligheden under påskud af, at skulle aflevere blomster og chokolade. Da hun gik derfra havde hun et større kontant beløb med sig. Hun beskrives som:

A: Kvinde, ca. 30 år, 150-160 cm høj og almindelig af bygning. Hun havde sort hår, var mørk i huden og iført en mørk hue. Hun bar på en Føtex pose som indeholdt blomster og chokolade.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Mindre færdselsuheld i Ishøj
Torsdag den 6. februar kl. 16.20 skete et færdselsuheld på Ishøj Strandvej. Der var to parter involveret – de kørte i samme retning, i hver deres vejbane. Kort fremme var en indsnævring, hvor de to vejbaner blev til en. De to biler kørte her sammen – der skete udelukkende materiel skade. Det drejer sig om en 62-årig mand fra Stevns og en 22-årig mand fra Brøndby.

Rumænske tyve anholdt i Høje-Taastrup
Torsdag den 6. februar kl. 19.07 blev en politipatrulje opmærksom på tre mistænkelige mænd på Taastrupgårdsvej. De slæbte rundt på en masse kufferter og tasker som var pakket ind i gaffatape. Da de åbnede taskerne viste det sig at der var tyvekoster for et større beløb. Alle tingene var stjålet fra butikker og mændene blev anholdt. Det drejer som om tre rumænere på 23, 32 og 33 år. Den 32-årige erkender, de to andre nægter.

Bilbrand i Gladsaxe
Torsdag den 6. februar kl. 23.24 indgik anmeldelse om ild i bil på Værebrovej. Politi og brandvæsen kørte til stedet. Bilen var overtændt og udbrændte helt. En anden bil som var parkeret tæt på fik varmeskader. En mand blev set løbe fra stedet kort efter brandens opståen – han beskrives som:

A: Mand, 170-175 cm høj og iført sort hættetrøje.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Lokalpolitiet, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.