Skip to main content

Akut konflikt i bandemiljøet udløser forbud mod adgang til lokaler i Albertslund

Pressemeddelelse   •   Maj 19, 2016 16:16 CEST

En akut konflikt i bandemiljøet har her kl. 16 udløst forbud mod adgang til Black Jackets lokaler i Albertslund

Københavns Vestegns Politi har netop udstedt forbud mod enhver adgang til adressen Værkstedsgården 9-11 1. sal i Albertslund. Forbuddet gælder fra i dag klokken 16 og indtil videre 14 dage frem til og med den 2. juni 2016.

Baggrunden for denne beslutning er en akut konflikt, der involverer bandegrupperingen Black Jackets.

- Vi vurderer at der netop nu er en betydelig risiko for at Black Jackets, der bruger lokalerne på Værkstedsgården 9-11, kan blive angrebet. Baggrunden for vores vurdering er de seneste dages efterforskning og systematisk indsamling  af oplysninger i bandemiljøet, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi.

Hjemmepleje i ejendommen

I ejendommen på Værkstedgården har også Albertslunds Kommunes hjemmepleje til huse i stueetagen. Der er blevet lagt vægt på de ansattes sikkerhed i forbindelse med Københavns Vestegns Politis beslutning.

- Kommunens medarbejdere skal kunne møde på arbejde, uden at frygte at ende midt i et skudopgør. Heller ikke andre borgere i området kan være tjent med en sådan frygt, siger Svend Foldager.

Konkrete efterretninger

Inden for den sidste uge, har der i der været flere skudepisoder i Hovedstadsområdet. Ifølge politiets efterforskning har Black Jackets eller de bandegrupperinger Black Jackets rivalisere med, været involveret i disse skudepisoder.

- Vi har konkrete efterretninger på, at Black Jackets forbereder sig på angreb. Historisk har politiet erfaring for, at den slags konfliktsituationer i rocker/bandmiljøet kan ende i angreb på klubhuse og tilholdssteder. Det skal vi som politi forhindre, ligesom vi skal sikre borgernes tryghed og sikkerhed. Derfor vælger vi i dag at forbyde adgang til bandens tilholdssted, siger politiinspektør Svend Foldager.

Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme § 1, stk. 2.

Pressekontakt: Politiinspektør Svend Foldager - 20600762

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

I politikredsen bor godt 398.000 borgere i næsten 182.000 husstande fordelt på ca. 278 kvadratkilometer.

WebTwitter  |  Kontakt  |  Pressekontakt

---------------------------------------------------------

Western Copenhagen Police is one of Denmark’s 12 police districts and serves the 11 Copenhagen suburban municipalities of Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre and Vallensbæk: 398.000 citizens, 182.000 households, 278 square kilometers.

Press contact   |  Web   |  Twitter