Skip to main content

Bror sexmisbrugte to af sine søstre og var voldelig over for en tredje.

Pressemeddelelse   •   Jun 21, 2013 14:28 CEST


En 23-årig mand kan se frem til tre år og seks måneder bag tremmer for sexmisbrug af to af sine søstre og vold mod en tredje søster på deres bopæl i Ballerup i 2010, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Misbruget og mishandlingen fandt sted i sommerperioden, hvor broren var på besøg hos sin mor og sine tre søstre. Broren voldtog den ældste af søstrene flere gange i perioden, udsatte den mellemste for grov vold og den yngste for anden kønslig omgang end samleje.

Først efter lang tid betroede søstrene sig til hinanden og fortalte derefter om misbruget og mishandlingen til deres mor. Overgrebet blev efterfølgende meldt til politiet i starten af 2012.

Troværdige forklaringer i retten
I dag – fredag den 21. juni – faldt der dom i sagen ved Glostrup Ret.

På trods af at manden nægtede sig skyldig, fandt en enig domsmandsret ham skyldig efter bestemmelserne i anklageskriftet og idømte ham tre år og seks måneders ubetinget fængsel og udvisning af Danmark i seks år.

Dommeren lagde hovedsageligt vægt på troværdige forklaringer fra døtrene.

-  Der er tale om en meget grov og trist sag, så jeg er meget tilfreds med sagens udfald, siger anklagerfuldmægtig Linda da Silva Ferreira.

Manden ankede dommen på stedet og er fortsat fængslet.


Pressekontakt
Linda da Silva Ferreira
Mobil 72 58 96 65


 

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

I politikredsen bor godt 398.000 borgere i næsten 182.000 husstande fordelt på ca. 278 kvadratkilometer.

Web  |  Twitter  |  Kontakt  |  Pressekontakt

---------------------------------------------------------

Western Copenhagen Police is one of Denmark’s 12 police districts and serves the 11 Copenhagen suburban municipalities of Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk: 398.000 citizens, 182.000 households, 278 square kilometers.

Press contact   |  Web   |  Twitter