Skip to main content

Ny lov: Nummerplader skal fastmonteres

Pressemeddelelse   •   Nov 11, 2013 09:48 CET

Snart skal dine nummerplader være fastmonteret på din bil. Start allerede nu med at gøre livet surt for nummerpladetyven. Københavns Vestegns Politi hjælper dig med at skrue dine nummerplader fast på fredag, lørdag og søndag.

På fredag den 15. november træder en ny lov i kraft. Den siger, at nummerplader skal være fastmonteret på alle landets biler senest om to år. Efter 15. november 2015 vanker der bøde.

Men der er ingen grund til at vente. I dag er mange nummerplader nemlig klipset fast og nemme at stjæle. Over 20.000 danskere fik stjålet nummerplader i 2012. Det er tre gange flere end i 2006.

Det skal være slut nu.

-      Sæt dem godt fast med det samme. Der er ingen grund til at vente, siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.

Det giver en masse unødigt bøvl, hvis nummerpladerne er væk. Man kan ikke køre nogen steder, der skal hentes nye plader hos SKAT, og de koster 1.180 kroner. 

Samtidig kan du også undgå at spilde tid på at svare på henvendelser om den kriminalitet, de stjålne nummerplader er brugt til – som benzintyveri, indbrud og andre tyverier. Det bruger politiet også meget tid på – og derfor tilbyder politidirektøren en hjælpende hånd:

 -     Kom forbi fredag, lørdag eller søndag – så hjælper vi dig med at skrue pladerne fast, siger Kim Christiansen.

Aktion ’Skru pladerne på’
Københavns Vestegns Politi afvikler politiaktionen ’skru pladerne på’ i Ballerup, Høje-Taastrup og Rødovre. Her skruer et autoriseret autoværksteds mekanikere alle de nummerplader på, de kan nå i tre timer over tre dage:  

Fredag den 15. november kl. 14 - 17: Ballerup – Rådhusets p-plads (indkørsel fra Hold-An Vej)

Lørdag den 16. november kl. 11 – 14: Høje-Taastrup – City 2’s p-plads (indkørsel fra Carl Gustavs Gade på City 2’s bagside)

Søndag den 17. november kl. 11 – 14: Rødovre – Rødovre Centrums p-plads (indkørsel ved vandtårnet)


I ventetiden byder vi på en kop kaffe, småkager, reflekser til børnene og en snak om, hvordan du undgår indbrud.

Aktionen afvikles i et samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi og Beredskabsstyrelsen. 

Sådan fastgør du dine nummerplader
Se hvordan du selv kan fastgøre dine nummerplader med FDM’s råd og video: Nummerplade fastgøres nemt (26-09-2013): http://www.fdm.dk/vedligeholdelse/fastgoer-dine-nummerplader

Pressekontakt
Pressetelefon 7258 0600. 

Relateret nyhed 
Nummerpladetyveri skal stoppes (25-06-2013) http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2013/nummerpladetyveri-skal-stoppes

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

I politikredsen bor godt 398.000 borgere i næsten 182.000 husstande fordelt på ca. 278 kvadratkilometer.

Web  |  Twitter  |  Kontakt  |  Pressekontakt

---------------------------------------------------------

Western Copenhagen Police is one of Denmark’s 12 police districts and serves the 11 Copenhagen suburban municipalities of Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk: 398.000 citizens, 182.000 households, 278 square kilometers.

Press contact   |  Web   |  Twitter