Skip to main content

Pas på lommetyve i tog, bus og butik i varmen

Pressemeddelelse   •   Jul 08, 2013 13:36 CEST

Vær opmærksom på tyve på steder med mange mennesker: Gem dine værdier i lukket lomme, gå kun med få kontanter og skjul din PIN-kode, når du taster den.

Københavns Vestegns Politi får jævnligt anmeldelser fra borgere, som har fået stjålet deres pung, smartphone eller andre værdier.

Tyveriet sker oftest i bus, tog, supermarked, på gågaden, stranden eller andre offentlige steder med mange mennesker. Tit ligger værdierne i en åbenstående lomme eller taske, og som regel var ofrets opmærksomhed rettet mod noget andet.

- Årstiden gør det lettere for tyve. Vi går med mindre tøj og har færre steder at gemme vores punge, siger lederen af Københavns Vestegns Politis Kriminalpræventiv Sektion, politikommissær Anders Pilegaard.

Men lomme- og tasketyverier er en ubehagelig overraskelse, man kan forhindre:

- Vær opmærksom på dine værdier og gem dem væk i en lukket lomme. Gå kun med småpenge og dæk for din PIN-kode, når du bruger kreditkort, siger politikommissær Anders Pilegaard.

Tyve kan prøve at aflure koden for derefter at stjæle pungen, forklarer han.

- Vær generelt opmærksom – også på andre i dine omgivelser: Står nogen tæt ved dig eller stjæler din opmærksomhed med et eller andet påskud – så skab afstand til vedkommende. Pas særlig godt på dine ting i overfyldte busser og toge, opfordrer politikommissæren.

Undgå tyveri
• Gem pung og nøgler i en lukket lomme (ikke i baglommen og ikke i rygsæklomme)
• Brug evt. en pengekat eller et pengebælte under overtøjet
• Gå med tasken på armen i stedet for i hånden – og sæt den ikke fra dig
• Tag et net eller en plasticpose med på indkøb i stedet for tasken
• Undgå store pengebeløb i din taske. Brug hævekort
• Tag kun de hævekort med, som du skal bruge
• Hold hånden for, når du indtaster din kode til Dankort. Tyvene prøver at lure din kode af for at stjæle
  din pung bagefter.

Læs mere: http://www.dkr.dk/lomme-og-tasketyveri

Pressekontakt
Politikommissær Anders Pilegaard, mobil 7258 7395.
Politiassistent Bent Nikolajsen, mobil 7258 7520.  

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

I politikredsen bor godt 398.000 borgere i næsten 182.000 husstande fordelt på ca. 278 kvadratkilometer.

Web  |  Twitter  |  Kontakt  |  Pressekontakt

---------------------------------------------------------

Western Copenhagen Police is one of Denmark’s 12 police districts and serves the 11 Copenhagen suburban municipalities of Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk: 398.000 citizens, 182.000 households, 278 square kilometers.

Press contact   |  Web   |  Twitter