Skip to main content

Ransagninger og anholdelser i Se og Hør-sag

Pressemeddelelse   •   Maj 22, 2014 10:32 CEST

Københavns Vestegns Politi har i dag ransaget hos to tidligere chefredaktører på Se & Hør. Ransagningerne, der er foregået på adresser på Frederiksberg og i Nordsjælland, er sket med retskendelser fra Retten i Glostrup.

De to chefredaktører blev samtidigt sigtet for deres rolle i Se & Hør-sagen.
Den ene blev i forbindelse med ransagningen anholdt. Den anden har på grund af nogle omstændigheder ikke været anholdt. Den anholdte vil blive løsladt efter sigtelse og afhøring. 

- Ransagningerne i dag er sket for at sikre beviser hos de mistænkte, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

Chefredaktørerne er sigtet for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 263 stk. 3, jfr. stk. 2 og § 299a, jfr. markedsføringslovens § 19, jfr. straffelovens § 23 samt overtrædelse af straffelovens § 299 stk. 2 – ved som redaktører på Se & Hør i et større antal tilfælde at have formået en tidligere IBM-ansat med adgang til data hos Nets til uberettiget at have skaffet sig adgang til andre personers oplysninger hos IBM og Nets og mod betaling af et større beløb at udlevere de to firmaers forretningshemmeligheder i form af en række kendte personers kreditoplysninger til ansatte på Se & Hør.
Hvorledes de sigtede stiller sig til sigtelserne og hvad der er sagt under afhøringerne, ønsker Bent Isager-Nielsen ikke at kommentere på.

Status på sagen
Efter medieomtale indledte Københavns Vestegns Politi den 28. april selv en undersøgelse af mistanken om, at Se & Hør fra 2007 til 2012 skulle have modtaget oplysninger om kendte personers dankorttransaktioner fra Nets, det tidligere PBS, for at bladets journalister kunne følge dem.

Efterfølgende har politikredsen også modtaget en række anmeldelser fra enkeltpersoner.

- Der er nu rejst sigtelse mod centrale aktører i sagen, bl.a. journalister og chefredaktører på Se & Hør. Desuden er Aller Media A/S sigtet i sagen. Det samme er den 45-årige it-medarbejder, den såkaldte ”tys-tys-kilde, siger Bent Isager-Nielsen.

Efterforskningen fortsætter
Der kan forventes flere afhøringer og sigtelser i sagen. Københavns Vestegns Politi vil fortsætte efterforskningen med fokus på bearbejdning af det beslaglagte materiale og de afgivne forklaringer. Der vil fortsat ske løbende orientering til pressen. Nye oplysninger i sagen vil blive offentliggjort på København Vestegns politis hjemmeside, www.politi.dk/vestegnen.

Efterforskningen sker i samarbejde med Rigspolitiets Nationale Cyper Crime Center (NC3).

Pressekontakt
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen, mobil 7258 7304.


Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.

I politikredsen bor godt 398.000 borgere i næsten 182.000 husstande fordelt på ca. 278 kvadratkilometer.

Web  |  Twitter  |  Kontakt  |  Pressekontakt

---------------------------------------------------------

Western Copenhagen Police is one of Denmark’s 12 police districts and serves the 11 Copenhagen suburban municipalities of Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre and Vallensbæk: 398.000 citizens, 182.000 households, 278 square kilometers.

Press contact   |  Web   |  Twitter