Pressemeddelelse

Nyt nummer af danskVAND er kommet

DANVA

2012-08-06 16:27

Spildevand og slam indeholder masser af energi og ressourcer, og der er et kæmpe uudnyttet potentiale i den termiske energi især på renseanlæg. Men der er fortsat store lovgivningsmæssige barrierer, der spænder ben for udnyttelse af potentialet.

Vi kom et lille skridt i den rigtige retning, da vandsektorloven blev ændret den 29. maj 2012, hvor energiproduktion på slam blev fritaget for kravet om udskillelse i et selvstændigt selskab, men vi mangler at få den samme fritagelse for den termiske energi. Ifølge DANVAs beregninger er potentialet i den termiske energi 7-14 gange større end energipotentialet i biogas fra slam.

Ved hjælp af varmepumper kan der udtrækkes og opkoncentreres termisk (varme) energi fra både drikkevand og spildevand. Der kan udvindes 1 kWh for hver grad temperaturen sænkes i en m3 vand. DANVA har beregnet, at potentialet for energiproduktion på basis af drikkevand og spildevand er 4,6 – 7,6 % af varmeforbruget og 0,9 % af elforbruget i Danmark.

Men både Varmeforsyningsloven og Elforsyningsloven spænder ben for vandselskabernes muligheder for at producere vedvarende energi. Det er ganske vist muligt at søge dispensation fra kravet om selskabsudskillelse ved energiproduktion. Men penge optjent på varme- og elområdet må ikke overføres til vandområdet. Altså er der ikke noget incitament!

Ministerens holdning

danskVAND har præsenteret klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard for problematikken. Han er positivt overrasket over det store potentiale for produktion af VE-energi i vandsektoren, men har i øjeblikket ingen planer om at ændre reglerne.

Desuden er der økonomiske barrierer hos vandselskaberne, som ofte er nødt til at afskrive de gamle aktiver, før der kan investeres i ny teknologi.

Afgiftsstrukturen er en anden stor barriere for udnyttelse af energien fra rensningsanlæg. Elforbruget til varmepumper beskattes forskelligt alt efter om energien bruges til proces eller til rumvarme.

DANVA vil arbejde for, at de politisk fastsatte rammebetingelser ændres – til glæde og gavn for både samfundet og det enkelte vandselskabs kunder.

Erfaringer fra vandselskaberne

Bladet indeholder en række cases med vandselskabernes erfaringer:

Hillerød Forsyning har øget biogas-produktionen 30 % med termisk hydrolyse.

I Aalborg producerer renseanlæggene nu mere energi end de bruger.

I Odense har Vandcenter Syd et ambitiøst mål om at blive CO2-neutrale allerede i 2014 og vil bruge hydrolyse for at optimere processen på renseanlægget.

I København opfører KE vindmøller, og Lynetten har verdens mest energieffektive slamforbrændingsanlæg.

Fredericia Spildevand samarbejder med kommunen om at opgradere biogas til naturgas.

Aarhus Vand deltager i ESWA-projektet om intelligent brug af el.

Og så er der historien om varmepumpen, der har givet store problemer i Frederikshavn.

Kategorisering

Emner:
Miljøpolitik
Tags:
vandsektorloven
elforsyningsloven
varmeforsyningsloven
slam
biogas
danskvand
danva
co 2 neutral energiproduktion
termisk energi