Blogindlæg -

MARSTAL ER KÆRLIGHED

Marstal er kærlighed til livet, søen og historien. Marstal er ikke blot en by i Danmark, Marstal er søfolkenes by og søfolkenes hjem

Blogindlæg af Carl Jørgen Heide, Turist- & Erhvervchef på Ærø


Der er både liv og nostalgi over Marstal. Her går mænd med ranke rygge og signalerer historisk stolthed over dengang forfædrene byggede Molen og stred sig over Nordatlanten i al slags vejr. 

Her ved alle, at for 150 år siden var Marstal det sted uden for København, hvor flest skibe var hjemmehørende, vel knap 300 i storhedstiden. 

Byplanen er lagt uden lineal, men med havnen som nødvendighedens centrum. Derfor går alle veje og stier (der kaldes snorrer) fra hovedgaden mod havnen. Her behøver man ikke spørge om vej. Gå blot ned ad en sidegade og du finder havnen. 

HAVNEN

Havnen, der nu har afdæmpet liv med blå mænd og snak på bænkene, havnen, der fortæller ikke blot Marstals historie, men Danmarks historie, monumenterne over de to krige, der høstede langt flere ofre end noget andet sted i Danmark. De var jo sømænd her. De sejlede. 

Dem der vendte hjem blev omtalt med respekt. ”Han var krigssejler”. Her behøves ingen ordener at hænge på brystet. Man vidste det og det gav respekt. Man vidste, at denne mand havde set ting, som intet menneske burde se i hele sit liv. 

Det var jo dengang, men historien lever videre. 

SØFARTSMUSEET

Gå blot på Marstal Søfartsmuseum, hvor museum er falsk varebetegnelse. 

Stedet her er alle sømænds skatkammer og det er ikke anonyme personer, der træder frem på billeder. 

”Hende med den store hat på agterdækket var min oldemor” siger rundviseren. Så er scenen sat. Her kender man sin historie. 

BYENS VÆRTSHUSE

Ønsker man historien uddybet og blandet med nutidige historier fra de syv have, så besøger man et af byens værtshuse. 

Her er altid selskab. 

Både for sømanden på ferie i hjembyen såvel for den nysgerrige turist. 

Toldbohus, Minde og Skipperkroen har hvert sit klientel og hver sine historier at fortælle. 

VI, DE DRUKNEDE

Historier der er blevet gjort evige gennem sømændenes store saga ”Vi, De druknede” af forfatteren Carsten Jensen, der selv er en af ”dem”, han er jo født i Marstal, har stadig huset med Jensen på døren i Strandstræde. 

I Marstal fortæller navne historien, Kromann, Boye, Grube, Hermansen, Fabricius. 

Støder du på en af dem, så møder du også byens maritime historie slægtled tilbage.

RIGA BALSAM

Marstal kan ikke beskrives til en turistguide, det bliver for fattigt, Marstal skal opleves. 

Besøg Marstal nogle dage, indsnus både den friske luft og tobaksrøgen fra værtshuset Minde. Læs bogen: Vi, de druknede. Og Marstal vil for altid være en del af den sømand, der er i alle danskeres sjæl. 

Det mærkes i blodet når den krydrede Riga skylles ned, som traditionen nu engang er her.

Måske du på afstand kan høre Marstal Småborgerlige Sangforening synge: ”Se i glasset funkler Riga Balsam”.

_______________________________________________________________________________

Danmarks Indsamling 2017

50 af Danmarks kommuner er med, når borgmestre fra hele landet sætter 63 unikke oplevelser og varer fra deres kommuner på auktion til fordel for Danmarks Indsamling 2017.

Til Danmarks Indsamling 2017 kan du få fingre i en maritim oplevelsespakke af marstalske dimensioner på alle sømænds ø

Link til auktionen for Ærø Kommune

___________________________________________________________________

Hvad består den maritime oplevelsespakke af?

Ærø Kommunes borgmester, Jørgen Otto Jørgensen, er en af de borgmeste, der har været i det kreative hjørne til fordel for Danmarks Indsamling og åbnet op for muligheden for at byde på en eksklusiv maritim oplevelsespakke, nemlig 2 overnatninger i skipperens kahyt ombord på museumscoasteren Samka og morgenmad leveret ombord af turistchefen på Ærø, Carl Jørgen Heide.

Med i den maritime oplevelsespakke er der en frokost i det ikoniske røde strandhus på Eriks Hale med lokalt Ærø øl fra Rise Bryggeri og selvfølgelig en marstaller-bitter til, nemlig en Riga Balsam.

I frokosten deltager leder af Danmarks mest saltvandsdryppende museum, Marstal Søfartsmuseum, Erik Kromann og Ærøs egen borgmester, Jørgen Otto Jørgensen.

Oplevelsespakken indeholder også en frokost hos Ø Bolcher, en middag på Marstal Hotel og en middag hos Fru Berg på Marstal Havn.

Oveni - en signeret bog, ’Vi, de druknede af Carsten Jensen’ og en signeret bog mere, ’De sejlede bare’ af Karsten Hermansen & Carsten Jensen.

For at runde det hele af: En guidet tur i Maritime Marstal i Carsten Jensens fodspor, med guide, historikeren Karsten Hermansen.

Oplevelsespakken inkluderer færgebillet for bil og to passagerer.

___________________________________________________________________

Hvor kan jeg købe Den Maritime Oplevelsespakke?

Oplevelsespakken 'SALTVAND I BLODET' kan ikke købes. Den er nemlig del af en større online velgørenhedsauktion til fordel for Danmarks Indsamling.

Salget foregår på Lauritz.com. Hele beløbet (hammerslag, gebyr og salærer) går ubeskåret til Danmarks Indsamling 2017. 

Lauritz.com donerer således både køber- og sælgersalær.

Hvad gør jeg for at få fingre i 'SALTVAND I BLODET'?

Forneden finder du et direkte link, hvor du tydeligt kan se, at du er inde på den rigtige vej.

DIREKTE LINK TIL AUKTION FOR ÆRØ KOMMUNE

Hvis det er første gang, du skal byde i en online-auktion, så skal du registreres. Følg blot  dette link til Lauritz.com/guideonline. Hvis du allerede er bruger hos Lauritz.com, så logger du bare ind og begynder at byde.

Auktionen åbner kl. 9:00 den 23. januar og løber frem til lørdag den 4. februar

Hvorfor alt dette ståhej?

Danmarks Indsamling er hele Danmarks indsamling. 

En gang om året går 12 humanitære organisationer og DR sammen og samler ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at nå FNs Udviklingsmål.

Der er 17 mål, som alle bidrager til en bæredygtig udvikling af verden og som regeringer, virksomheder, interesseorganisationer og private personer hjælper med at nå. 

Mål nummer 2 er at stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug.

Værtsparret Ulla Essendrop og Mads Steffensen styrer slagets gang, når Danmarks Indsamling for 11. gang kulminerer i et kæmpe tv-show på DR1 – direkte fra Svejsehallen på Refshaleøen i København – lørdag den 4. februar.

Danmarks Indsamling 2017

____________________________________________________________________

Vil du vide mere?

Kontakt Carl Jørgen Heide, Turist- & Erhvervsdirektør på Ærø

cjh@arre.dk | 5123 2739

____________________________________________________________________

Related links

Emner

  • Erhverv

Kontakt

Chris Hammeken

Pressekontakt Direktør for Ærø Turist- og Erhvervsforening +45 41 27 72 94

Ane Katrine Vig

Pressekontakt Office Manager hos Ærø Turist & Erhverv +45 51 85 63 78

Lea Storm

Pressekontakt Kommunikationskonsulent +45 61 62 68 04

Claus Hattesen

Pressekontakt Bestyrelsesformand ved Ærø Turist & Erhvervsforening +45 40 40 26 84

Relateret materiale