Skip to main content

Mai Mercador vælger ærøsk bryllup

Pressemeddelelse   •   Apr 01, 2019 00:15 CEST

Børne- og socialminister, Mai Mercado, har valgt at holde sit bryllup på Ærø, fordi hun på Ærø kan få romantik og unik service. 

Børne- og socialministeren, Mai Mercado, har været på Ærø flere gange de seneste måneder for at drøfte vielser, da Statsforvaltningen har haft store problemer med at sagsbehandle vielser af udenlandske par. Det har givet hende et indlevet kendskab til Ærø og alt det, som Ærø kan tilbyde. Nu vælger Mai Mercado selv at blive gift på Ærø.

”Ærø er helt fantastisk. Det er ikke mærkeligt, at der sidste år var over 5000 par, som blev viet på Ærø. Nu vælger min kommende mand og jeg, at gøre det samme. Ærøs romantik, autencitet , natur og de ærøske bryllupsbureauer er af høj international klasse. Vi glæder os. Det bliver en oplevelse for livet,” fortæller en glad Mai Mercado.

Bryllupsgæsterne sejles til Ærø med verdens længst sejlende el-færge, Ellen, som Ærø Kommune har klar fra juni 2019. Vielsen bliver under åben himmel ved Voderup klint, der er tildelt Det Brune Johanneskors og derfor er i den absolut eksklusive gruppe af nationale seværdigheder. Efter vielsen er der vin og hygge på skonnerten Bonavista fra 1914, der ligger i Marstal Havn. Middagen skal nydes på herregårdsanlægget, Søbygård, der er bygget af hertug Hans den Yngre i 1580. Bryllupsfesten med dans til den lyse morgen bliver i Ærøskøbing, der er Danmarks ældste og bedst bevarede købstad.

”Vi ville helst have holdt vores bryllup her i foråret, da flest så kunne deltage, men Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape, satte sig i mod grundet valgkampen, der jo er i fuld gang. Jeg synes selv, at valgkampen går så godt for de konservative, at vi sagtens kunne holde fri et par dage til bryllup, men den købte Søren Pape altså ikke. Nu får vi så et sommerbryllup i stedet, og det er også skønt,” siger Mai Mercado.

Mai Mercados kommende mand hedder Christopher Mercado og vielsen finder sted lørdag den 6. juli kl. 14, Voderup klint, Ærø.

Kontaktinfo

Chris Hammeken, turist- og erhvervsdirektør, Ærø Turist & Erhverv, mobil: 41 27 72 94, mail: ranslirpa@arre.dk eller chris@arre.dk 

Ærø Turist & Erhverv er sat i verden for at fremme turisme- og erhvervsudvikling på Ærø ved at udnytte fællesøkonomiske og faglige ressourcer til markedsføring, samt fortsat innovation, vækst, bosætning og beskæftigelse på Ærø. 

Det er vores mål at agere samlende platform for øens virksomheder og samtidig være med til at styrke de ærøske særegenskaber, understøtte aktører, som allerede er i gang og støtte dem, der er i en opstartsfase, og herigennem fremme turistens og tilflytterens oplevelse af destinationen ÆRØ.