Skip to main content

#BeSafie skaber tryghed for turister i Norge

Pressemeddelelse   •   Maj 25, 2016 08:00 CEST

Flere og flere turister tager til Norge for at udforske og opleve naturen gennem en række spændende aktiviteter. Vi ønsker i den grad, at folk har det sjovt med udendørs aktiviteter – men også at de kommer hjem igen i god behold. Derfor har vi, som den første turistdestination i verden, udviklet et nyt kreativt koncept ved navn #BeSafie.

Kampagnen tager udgangspunkt i «De norske fjeldregler», som er et sæt af “regler” alle nordmænd lærer fra en tidlig alder. #besafie kampagnens formål er først og fremmest at hjælpe turisterne med at sætte sikkerheden i højsædet, inden de drager ud i den vilde natur.

2015 var de farlige selfiers år
Efter sigende oplevede man overalt i verden folk der kom alvorligt til skade, fordi de satte livet på spil i jagten på det perfekte billede. Ingen selfie er værd at risikere livet for. For at undgå farlige situationer vil vi med dette koncept opfordre turister til at tage det, der ser ud som en farlig selfie, i trygge omgivelser og tagge selfierne med #besafie på de sociale medier.

«Det er ikke farlig at være turist i Norge. De fleste af vores gæster får fantastiske oplevelser i den norske natur, men vi har dog set en stigning i uheld i forbindelse med aktiviteter i naturen. Hvert år gennemfører Norsk Røde Kors omkring 1000 redningsoperationer overalt i landet, et antal der er tredoblet i løbet af de sidste ti år. Mange af de uheld, der er relateret til aktiviteter i naturen, ville kunne være undgået, hvis folk var opmærksomme på de nødvendige forholdsregler. Vi håber på et faldende antal i statistikken, og vi tror på, at #besafie kampagnen kan bidrage til dette,» siger Visit Norways turistdirektør, Per-Arne Tuftin.

Hvad har vi så gjort?

  • Vi har designet gulv- og væginstallationer, hvor turister kan tage deres selfie (safie) i trygge omgivelser, og en kampagneside hvor safies bliver udvalgt og bragt side om side med de ni fjeldregler. Gulv- og væginstallationerne bliver placeret på udvalgte hoteller i Oslo samt på et udvalg af DNT’s fjeldstuer.
  • Vi har lavet en kampagneside til projektet samt en side på visitnorway.com der forklarer konceptet og baggrunden for vores lancering af det.


Partnere i dette projekt er Visit Norway, Norsk Røde Kors, Den Norske Turistforening (DNT) og NHO Reiseliv.

VisitNorways fremste opgave er at promovere Norge som ferieland hele året. Vores satsningsområder er vinterturisme og skiløb, både alpint og langrend. Nyt fokusområde er vinteroplevelser i Nord-Norge, nordlys og nordlysaktiviteter. Sommerturismen indeholder aktiviteter som vandring, cykel og fiske, og vi samarbejder med alle de store byer og Hurtigruten som sejler langs kysten fra Bergen til Kirkenes hele året.
Er du interessert i hvad Norge kan som ferieland, er du velkommen til at kontakte os. Du finder også mere information på visitnorway.com