Skip to main content

Eremitageløbet - nu også på ski

Pressemeddelelse   •   Jan 22, 2014 07:30 CET

Søndag den 2. februar får Danmark det første store langrendsløb med professionelt setup. Eremitageskiløbet strækker sig over knap 25 km i Dyrehaven nord for København, og arrangørerne venter deltagere fra hele landet - også selv om gråvejret fortsætter, og der skal køres på rulleski. Målet er at få skabt en årlig skifest i Dyrehaven og få endnu flere til at styrke konditionen med langrend.

Dyrehaven skal fremover huse endnu en stor idrætsbegivenhed. Eremitageskiløbet er et nyt tiltag i havens smukke omgivelser, og løbet er det første store og officielle langrendsløb i Danmark.

Løbet finder sted søndag den 2. februar kl. 12 og arrangeres af Københavns Skiklub, Visit Norway (Innovasjon Norge) og Naturstyrelsen, som sikrer, at løbet foregår med respekt for naturen og dyrene i området.

Deltagerne skal stå på ski eller rulleski igennem knap 25 km - fire omgange på en seks km lang rundstrækning i Dyrehaven - med start og mål ved Eremitageslottet.

- Vi har tidligere arrangeret skiløb i skove, men det har været med få dages varsel og uden et stort setup. Eremitageskiløbet er det første officielle skiløb i denne størrelsesorden. Tidligere har vi ventet på, at der var sne, men nu arrangerer vi et skiløb, som vi kan gennemføre, uanset om der er sne eller ej. Vi planlægger ud fra, at det første løb bliver på rulleski, og det er forholdene rigtigt gode til i Dyrehaven - og så er det en bonus, hvis der er sne, siger Henrik Kofoed Jacobsen, der er tovholder på Eremitageskiløbet i Københavns Skiklub.

Fokus på norske skiløb
Københavns Skiklub, der i mange år har været med til at afvikle Eremitageløbet med over 15.000 deltagere, står for det praktiske omkring skiløbet. Ideen om et årligt skiløb i dyrehaven kommer fra Visit Norway, som har skaffet sponsorpenge og præmier til arrangementet. Hurtigste skiløber vinder bl.a. en komplet skiferie til Skeikampen.

- Vi vil gerne skabe en tradition med et Eremitageskiløb den første søndag i februar - gerne med sne, men ellers klarer vi os uden. Med arrangementet vil vi gerne sætte mere fokus på sporten og de store skiløb i Norge, man kan deltage i - bl.a. Birkebeiner, der er mindre kendt, men mindst lige så spændende som Wasa-løbet, siger Henrik Verner Jensen, markedschef i Visit Norway.

Det 54 kilometer lange Birkebeinerløbet blev afviklet første gang i 1932, men har rødder helt tilbage til 1200-tallet, da kongesønnen Haakon Haakonsøn blev bragt i sikkerhed fra fjendtlige styrker via lokale Birkebeineres langrends-flugt gennem terrænet. I dag skal alle deltagere i Birkebeinerløbet bære en oppakning på 3,5 kg, som symboliserer Haakon Haakonsøn.

Langrend er populært
Langrendsporten er blevet mere og mere populær herhjemme. Bare i Københavns Skiklub, som både favner langrend og alpint skiløb, er antallet af medlemmer steget fra 600 for 10 år siden til 2400 medlemmer i dag, og fremgangen er især båret af langrends-entusiaster.

Arrangørerne af Eremitageskiløbet forventer deltagere fra hele landet. Hvis løbet bliver på rulleski, er der et loft på 100 deltagere, mens 300 skiløbere kan deltage, hvis der er sne.

- Vi regner med, at der kommer mange deltagere. Da vi lavede et skiløb i Gribskov for et par år siden, kom der 350 deltagere, selv om det blot var med få dages varsel. Vi håber, at vi får skabt en skifest i Dyrehaven både for løberne og tilskuerne, som kan kombinere en søndagsudflugt med at overvære en seværdig og hastigt voksende sport på tætteste hold, fortæller Henrik Kofoed Jacobsen fra Københavns Skiklub.

Eremitageskiløbet skydes i gang af Norges ambassadør i Danmark, Ingvard Havnen. Læs mere om løbet og tilmelding på www.ultimate.dk.

 

Kontaktinformation:

Henrik Verner Jensen, markedschef, Visit Norway
Tlf.: 33 36 82 20 / 20 96 36 00
Mail: hejen@innovasjonnorge.no

Henrik Kofoed Jacobsen, tovholder på Eremitageskiløbet i Københavns Skiklub
Tlf.: 27 64 07 98