Skip to main content

The Tall Ship Races kommer til Norge … gør du?

Pressemeddelelse   •   Maj 28, 2014 08:00 CEST

The Tall Ship Races er den største regatta af sin slags og en af verdens største sejlsportsbegivenheder. I år har de norske byer Bergen og Fredrikstad den ære at være blandt de udvalgte værtsbyer.

Regattaen er et fantastisk samlingspunkt ikke blot for sejlentusiaster, men for alle historieinteresserede, idet begivenheden i år finder sted samtidig med fejringen af 200-året for den norske grundlov.

I Fredrikstad, der fra den 12. til den 15. juli er første anløbshavn for årets regatta, går den maritime tradition langt tilbage – engang var byen Norges største skonnerthavn, 180 fartøjer havde hjemme her. Til sommer byder byen atter en lang række fuldriggere fra hele verden velkommen.

Kom og se de majestætiske skibe kaste anker midt i Fredrikstad, akkurat som de gjorde for hundrede år siden, og vær med til den gigantiske gadefest, som byen er vært for i anledning af regattaen.

Bergen har den ære for fjerde gang at være vært for The Tall Ship Races, 24. til 27. juli 2014. Byen var ligeledes værtshavn i 1993, 2001 og 2008.

I år vil kajen igen myldre med folk, og der vil være aktiviteter for alle aldersklasser, gratis underholdning fra tre scener og desuden underholdning fra og om bord på fuldriggerne. Maritime kulturtraditioner kombineret med moderne musik og kultur udgør kernen i det kulturelle program. The Tall Ship Races har markante og succesrige traditioner, som suppleres med nye attraktioner for på den måde at skabe øget interesse hos unge mennesker i dag og i fremtiden.

Vidste du det?
Gamlebyen, Fredrikstads gamle bydel, er den bedst bevarede fæstningsby i Skandinavien. Den blev grundlagt af Frederik den 2. i 1567. Det var også her, at den våbenhvile, som Norge og Sverige indgik i 1814, blev underskrevet.

I vore dage er Gamlebyen en af Norges mest populære attraktioner og tiltrækker hvert år flere hundred tusind besøgende.

Bergen, hvor Hanseforbundet havde kontor, var i flere hundrede år centrum for en blomstrende handel mellem Norge og det øvrige Europa. I dag udgør et varieret kulturliv, det omkringliggende hav, de internationale forbindelser og de akademiske aktiviteter rygraden i Bergens samfund.

Byens ældre kvarterer fremstår som levendegjort historie, og museer og gallerier holder både kunsten og kulturarven i live. Den hanseatiske kaj – Bryggen, fiskemarkedet, komponisten Edvard Griegs hjem på Troldhaugen, Ramus Meyers kunstsamling, Akvariet og Gamle Bergen er blot nogle få af de mange attraktioner, som er et besøg værd.
The Tall Ships Races fandt sted første gang i 1956 og organiseres af Sail Training International, en velgørende organisation hjemmehørende i England. STI har medlemsorganisationer i 28 lande.

Temaet for 2014-udgaven af regattaen i Fredrikstad er ’Fred’. Sail Training International var i 2007 nomineret til Nobels Fredspris.


VisitNorways fremste opgave er at promovere Norge som ferieland. Vores satsningsområder er vinterturisme og skiløb, både alpint og langrend, samt vinteroplevelser i Nord-Norge med fokus på Nordlys og nordlysaktiviteter. Sommerturismen indeholder aktiviteter som vandring, cykel og fiske, og vi samarbejder med alle de store byer og Hurtigruten som sejler lang kysten fra Bergen til Kirkenes hele året.

Er du interessert i Norge som ferieland, er du velkommen til at kontakte os. Du finder også mere information på visitnorway.com