Pressemeddelelse -

Bo oplevelsesrigt på ferien i Sverige

Forestil dig, at du er ude at rejse men næsten bor, som var du hjemme. I hvert fald hvis dit hjem er indrettet med en række IKEA-kendinge, som de fleste danske matrikler er. Bliver det alligevel for hjemligt, hvorfor så ikke lade sig indkvartere i en elg, når du skal sove i Sverige – de er så flinke, selvom de er store. Eller måske bare trække stikket og nyde et spa-ophold på Villa Strandvägen, hvor Ystad Saltsjöbad netop har slået dørene op for en helt ny bygning med forkælelse.

Svenskerne er gode til at invitere på ’anderledes indkvarteringsmuligheder’, når ferien skal afholdes. Næsten hvert år er der nyt og spændende, når det kommer sig til ferieindkvarteringen i Sverige, og 2017 bliver ingen undtagelse.

”At bo godt – eller oplevelsesrigt - er en vigtig del af det at være på ferie, og det behøver slet ikke handle om luksus men måske i lige så høj grad om kvalitet og noget anderledes. Kreativiteten er i højsædet til glæde for store og ikke mindst oplevelsessøgende børn, fx i ’Den lille by’ i Astrid Lindgrens verden, hvor et nyt område med tro kopier af Vimmerby-huse, som de så ud i starten af det forrige århundredskifte, inviterer til overnatning”, siger Anna Kron Boysen, PR Manager i Visit Sweden.

IKEA åbnede sidste år deres IKEA-museum i Älmhult, og det seneste er, at man nu også kan bo der. IKEA-hotellet er unikt, fordi man bor ’ren IKEA-style’ og altså helt som hjemme, selvom man er ude. Der er tale om Smålands største hotel med 250 værelser, og hver etage har hyggelig fællesstue, køkken og vaskerum med bløde sofaer, hvor man kan hygge sig, mens maskinerne snurrer. Naturligvis findes også et skab med sjovt legetøj, som børnene kan hente med til eget værelse. Det nye hotel har egen køkkenhave, hvor man er velkommen til at smage på de ’grønne sager’.

Wrågården giver også en oplevelsesrig ferie, for her kan man sove i hytter, der ligner elge, mens man er omgivet af levende elge udenfor vinduerne. Man sover midt i elghegnet, hvor der går elge og hjorte lige nedenfor terrassen. Kunstneren, Sören Niklasson, gik sammen med et hold fra Wrågården og en gruppe af dygtige håndværkere, og sammen har de skabt et natur-inspireret sted at holde ferie. Hytterne har masser af sjove og skæve detaljer, og man føler sig hensat til et eventyr med trollehuler. Man kan supplere med at gå på ’Bison-safari’, for der er også en kæmpe bisonflok på gården, og i øvrigt spiser man godt på Wrågården, hvilket A Taste of Sweden bl.a. har omtalt.

Villa Strandvägen i Ystad, en eksklusiv tilføjelse til Ystad Saltsjöbad, er en stor oplevelse i rekreationens tegn, og hvis man bare vil nyde livet og få pulsen ned, er det her, man skal indlogere sig. Daniel Müllern, en af Sveriges bedste kokke, forkæler smagsløgene, og i det hele taget er det et sted, hvor sanserne tilgodeses. Villa Strandvägen, som blev bygget i 1899, har gennemgået en omhyggelig renovering med fokus på at bevare historie og personlighed, samtidig med at en lang række behagelige faciliteter er til stede. Villaen har kun syv værelser, så der er dømt eksklusivitet.

Se mere: www.ikeahotell.se/

Se mere: www.vastsverige.com/en/b/235215/Stay-in-an-Elk-Cottage-on-Wragarden-farm

Se mere: www.villastrandvagen.se

Guide til at bo oplevelsesrigt i Sverige

Den lille, nye by i Astrid Lindgrens verden

Har man aldrig været i Astrid Lindgrens Verden men længe drømt om det, skal man slå til i år. Den charmerende forlystelseshave, som hylder Astrid Lindgrens mange figurer, har nemlig netop indviet ”Den lille by” (Den lilla staden), der ligger blot 200 meter fra indgangen, og hvor 1:1 Vimmerby-huse i pastelfarver ligger som perler på en snor. De er tro kopier af husene fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor mange af Astrid Lindgrens historier foregår: Fra Pippi Langstrømpe til Mesterdetektiven Blomkvist. Husene er smukt indrettet i gammel, svensk stil, og hele familien kan finde hygge og nærvær her, når ikke haven ellers frister.

Se mere: http://astridlindgrensvarld.se/boende/den-lilla-staden/

RC Hotel – Jönköpings nye sportshotel

RC Hotel er et nybygget hotel ved Vätterns vandkant og med en sportsarena udenfor. Hotellet er skabt til de mange aktive rejsende i disse år og har høje standarder for komfort og teknologi. Sportshotellet tilbyder tennis, curling, bowling, badminton, klatrevæg og fitness-rum, og der afholdes løbende store tennisturneringer, altid med kendte navne på plakaten. Også i restauranten finder man godbidder for enhver smag, bl.a. sund kost og grillede retter i alle afskygninger. Vil man også skøjte, er Kinnarps Arena indenfor rækkevidde. Der er også en gangbro til naturreservatet Sanna.

Se mere: http://rchotel.se/sv/

Story Studio Malmø: Room with a View

Story Studio Malmø er navnet på det nye, smukke hotel i Malmø, hvor man virkelig får en historie at fortælle, når man kommer hjem igen. Værelserne har nemlig den smukkeste udsigt, tre spændende restauranter, en roof-top bar på tagterrassen og flere rum til kunst og musik.

Story Studio Malmø er mere end blot indkvartering, for hotellet huser en række kulturelle begivenheder, der finder sted på Black Box scenen og i husets andre kreative rum. Design er som nævnt i fokus, og beder man om et ’rain drop værelse’, kan man opleve de berømte transparente brusekabiner, der er integreret i rummets design på en spændende måde.

Se mere: storyhotels.com/studiomalmo/

Duxiana sælger ikke bare senge – de laver også hotel

Med unikt designede værelser og personligt præg kan Duxiana, som man normalt kender for kvalitetssenge og madrasser, med rette kalde sig Malmøs eneste boutique-hotel. Madrasser og puder er nøglen til velvære her, og det får man i særklasse. Men Duxiana er mere end et hotel, hvor man sover godt. For man kan faktisk også nyde god gastronomi på frokostrestauranten, hvor den prisbelønnede kokkeduo, Daniel Pembert og Tomas Gustafsson, tilbereder lækkerier. Og når man først har nydt en god nats søvn eller er blevet forelsket i værelsets interiør, kan det købes med hjem.

Se mere: www.malmo.hotelduxiana.com/

Hamngatan 27 er det gamle ’Sjömagasin’ fra 1906

På ’Hamngatan 27’ ligger et hotel direkte på kajen i den gamle bydel i Falkenberg. Det gamle fredede ’Sjömagasinet’ af 1906 er blevet fuldt restaureret til hotelbrug og tilbyder 28 unikt indrettede værelser i den gamle stil. De fleste værelser har udsigt over floden Ätran, som flyder forbi lige ved siden af. På bagsiden af hotellet er der en skøn have med mulighed for et øjeblik i stilhed. På morgenbuffeten er der lokalt producerede råvarer og lækkerier af bedste kvalitet. Cykelruten ’Kattegatleden’ passerer direkte forbi hotellet, så skal man cykle sig igennem Sverige til sommer, er det en god idé at booke en overnatning her.

Se mere: www.hamngatan27.se

På New Comfort Hotel ser man Gøteborg afbilledet indendørs

Hotellet ’New Comfort Hotel’ i Gøteborg er netop nyrenoveret, og den 1. maj 2017 er alle planlagte 289 værelser klar. Der vil også være en tagterrasse med flot udsigt over Göta Älv og havneområdet samt en hyggelig gårdhave. Hotellet giver helt konkret oplevelser fra Gøteborg, mens man opholder sig indendørs, da motiver fra den smukke by kan ses på tapeter, billeder og tæpper på hele hotellet, dette fra byen men også af byens kendisser som sangeren Håkan Hellström. Samtidig er beliggenheden ved Göta Älv med udsigt til det gamle skibsværft populær og noget, der gør, at hotellet allerede er godt booket det meste af tiden.

Med sporvogn er man på Centralen og ved Brunnsparken på to minutter.

Se mere: www.nordicchoicehotels.se/comfort/comfort-hotel-goteborg/

Ø-ferie i Vestsverige: Kostergården hotel

Vestsverige er en unik region med enestående skærgård, naturområder og landskaber, der byder på alt fra hummersafarier og havkajak i den marine nationalpark til historiske herregårde og kunstmuseer. Man kan også bo godt i denne region, bl.a. på Kostergården, som er et helt nyt hotel på Sydkoster lige ved Kosterhavet med 22 hytter, seks hotelværelser og en suite, alle med fantastisk havudsigt og høj hyggefaktor.

Se mere: www.vastsverige.com/en/b/221193/Kostergarden

Afslappende hotelophold i gammelt fiskerleje: Slipens hotel & Pensionat

Vestsverige byder også på hotel i det gamle, charmerende fiskerleje, Fiskebäckskil. Her er hvert værelse opkaldt og dekoreret til ære for en velkendt lokal fra fortiden, der boede og arbejdede i området. Gider man ikke dykke ned i historien, kan man i stedet dykke ned i jacuzzien, slappe af i den flydende sauna, dyrke lidt moleræs eller gå en dejlig tur rundt i de fine brostensbelagte gader. Er man til skaldyr, må man ikke snyde sig for et besøg i den naboliggende restaurant, Brygghuset, som serverer fisk, skaldyr og andre lokale råvarer. Og på Joels Whiskey Bar finder man mere end 1500 whiskyer fra forskellige destillerier og årgange.

Se mere: www.slipenshotell.se

Emner

  • Turisme

Kategorier

  • overnatning
  • hotel

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. 

Kontakt

Anna Kron Boysen

Pressekontakt Senior PR Manager +45 2616 1376