Skip to main content

Miljøvenlig skiferie vinder frem

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2019 13:00 CET

I Stöten i Sälen er der stort fokus på at reducere energiforbruget i pistearbejdet. Foto: Stöten i Sälen

Klimadebatten og det nye, grønne fokus ses også i turismesektoren, både hos dem, der rejser, og hos dem, der skaber rammerne for disse rejser. YouGov har spurgt danskerne til, om det har en betydning for valget af skisportssted anno 2019/2020, at destinationen har en grøn og miljøvenlig profil, og det mener halvdelen af de adspurgte.

50 % af de adspurgte i en ny YouGov-undersøgelse tilkendegiver, at det har nogen, stor eller afgørende betydning for valget af skidestination, at denne er grøn og har en miljøvenlig profil, herunder med tiltag i retning af at blive CO2-neutral. Samme spørgsmål blev stillet af YouGov til danskerne i 2017, hvor kun 40 % tilkendegav det samme. Danskerne er altså blevet betydeligt mere bevidste om den miljøpåvirkning, deres rejser har, og tillægger det betydning, at vi kan stå på ski med en grøn samvittighed.

Spørger man danskerne til, om det har betydning, at man kan vælge en CO2-venlig transportform hele vejen til og fra skisportsstedet, svarer 22 % af danskerne, at det har stor eller afgørende betydning, altså omtrent en fjerdedel af alle skirejsende.

Mange svenske skidestinationer har da også et forstærket fokus på netop grønne og miljøvenlige tiltag.

”Det er positivt at se, at flere og flere danskere går op i at tage på en miljøvenlig skiferie – eller befinde sig på en skidestination, der iværksætter grønne tiltag. Det er tilsvarende positivt, at så mange svenske skidestinationer iværksætter en lang række forskellige miljøvenlige og CO2-reducerende tiltag for at kerneproduktet - snesikkerhed, lækker indkvartering og god sikkerhed på pisterne - bliver så miljøvenligt som muligt. Miljøet betyder med andre ord noget for både skidestinationer og de danske skigæster”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Oversigt over bæredygtighedstiltag på svenske skidestinationer:

Selvregulerende LED-belysning i Billingen Skövde

I Billingen Skövde har man installeret LED-belysning på langrendssporene, og når langrendsløberne har passeret, nedjusteres niveauet af lys. Herudover er der indkøbt nye snekanoner, som er energieffektive. Sidst men ikke mindst er det muligt at tage toget til Skövde, og fra stationen kan man tage med den gratis, miljøvenlige bus, Skiekspressen, videre op til Billingen, hvor skisporene ligger. Denne vinter kører Billingen Skiexpress i weekender mellem Skövde station og Billingen.

Ulricehamn vil gøre op med madspild

Hotel Lassalyckan, som er et populært hotel i Ulricehamn, har indført ny madpolitik. For at reducere madspild fra morgenbuffeten, vil der den sidste halve time på hverdage ikke sættes mere frem. Der skal spises op, kan man sige (man må dog altid spørge efter noget, man mangler). Rengøring er også et punkt, hvor hotellet ønsker at tage hensyn til miljøet. Ønsker man rengøring på sit værelse, skal man skilte med det, og ellers gøres der rent ved afrejse – dette for at reducere tøj- og vandforbrug og også spare på personalet. Lassalyckan arbejder også på at udskifte belysningen til lavenergibelysning, og nye miljøvenlige pistemaskiner er indkøbt.

Ulricehamns Ski Center, den alpine del af skiudbuddet i området, arbejder også aktivt for at reducere miljøpåvirkningen. Pistemaskiner og andre køretøjer benytter miljøvenlige drivmidler og smøreolier, og al elektricitet er grøn fra fornybare kilder. Den mad, man serverer, er også miljøvenlig og lokalproduceret.

Branäs i Värmland: Fossilfri elektricitet

Bæredygtighed er en naturlig del af arbejdet i Branäs i Värmland. Allerede i 2001 skiftede Branäs-gruppen til fossilfri elektricitet fra vedvarende energikilder. Siden da har destinationen taget mange skridt fremad, og bæredygtighedsarbejdet opfattes som en kontinuerlig rejse, og her er man altid på udkig efter det næste spændende bæredygtighedstiltag.

Branäs-gruppen udrydder plastic

Branäs-gruppen har altid et bæredygtighedsfokus, når nye faciliteter designes og udvikles. Det hele startede med udbygningen af Branäs, hvor man prioriterede vigtigheden af indkvarteringsmuligheder, der er ski in - ski out og dermed også en opfordring til mindre bilkørsel på skiferien. Derfor er der udelukkende ski-in ski-out indkvartering her. Det er ikke kun afslappende og økonomisk at lade bilen stå, men også bæredygtigt.

Her befinder man sig på et skianlæg, der opvarmes med bjerg- og fjernvarme, og alle pistemaskiner kører 90 % på HVO biodiesel, som er en 100 % biologisk dieselolie. I sæsonen 19/20 skifter alle dieseldrevne køretøjer endvidere til HVO biodiesel.

Herudover serveres kaffe og mejeriprodukter, der er både fairtrade og økologiske. Og i denne sæson er målet at fjerne 90 % af al engangsemballage samt erstatte alle plastsugerør med sugerør lavet af siv fra Sverige.

Orsa Grönklitt med vedvarende energi til hele området

Orsa Grönklitt sætter fokus på deres energikilder for at blive mere miljøvenlig. Fra årsskiftet skiftes til en ny leverandør, Svensk Naturenergi, der leverer 100 % vedvarende energi til alle anlæg i området. Den elektriske energi kommer fra vindkraft og passer godt til hensynet til natur og klima.

Skisportsstedets faciliteter er baseret på oplevelser i smuk natur. For at sikre skiløbet og også udnytte ressourcerne bedre er der investeret i mere miljøvenlige og effektive sneproduktionssystemer i Orsa Grönklitt.

Orsa Grönklitts fremtidsplaner sikrer mindre bilkørsel under opholdet, da centrum med skiudlejning, butik og restaurant, skal ligge centralt samlet, så at bilen kan stå stille på skiferien.

Orsa Rovdjurpark arbejder med forskellige bevaringsprojekter og organisationer, der arbejder for at hjælpe truede dyrearter. Rovdyrsparken bidrager gennem de produkter, de sælger, samt gennem forskellige indsamlingssteder i parken. Bevarelsen af truede dyrearter er en vigtig del af parkens arbejde.

Stöten i Sälen med klimavenligt pillefyr fremtidssikrer energibehovet

Der er et stort fokus på varmekilder i Stöten i Sälen. I 2018 blev et nyt varmeprojekt afsluttet, som er en del af et større klimaprojekt, der drives af det svenske miljøbeskyttelsesagentur og EU (en del af hele verdenssamfundets aftalte indsats for at reducere drivhusgasemissioner). Stöten i Sälen har modtaget investeringsstøtte fra det svenske miljøbeskyttelsesagentur for investeringen i pillefyr til opvarmning. Pillefyret betyder, at destinationen reducerer energiforbruget med 70 % i indkvarteringen på Stötentorget (hoteller, kontorbygninger, restauranter og Vattufjäll Bad & Spa). Pillefyret er overdimensioneret til dagens energibehov, for det er beregnet til også at kunne dække Stötentorgets fremtidige opvarmningsbehov.

Hvad gælder sneproduktion og pistearbejde, har der også her været en række tiltag. I løbet af de seneste fire år har destinationen investeret 50 millioner SEK i et avanceret snesystem i Stöten. På trods af et udvidet snesystem, der producerer 35 % mere sne end før og med automatiserede snekanoner på flere pister, reduceres med 25 % energi i forhold til før. Herudover er der indkøbt nye, mere miljøvenlige piste-maskiner med GPS-systemer for at strømline pisten og se, hvor sneen skal fordeles. Sidst men ikke mindst er destinationens piste- og snescooterchauffører blevet uddannet til at arbejde brændstoføkonomisk og energieffektivt.

Undersøgelsesmetode

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2.146 CAWI-interview med et nationalt repræsentativt udsnit af danskere i alderen 20-70 år, hvoraf de 508 tilhører målgruppen af personer, som har været på skiferie inden for de seneste 3 år og/eller skal på skiferie i den kommende sæson.

Undersøgelsen er gennemført i perioden d. 4. - 8. oktober 2019.

Visit Sweden er en kommunikationsvirksomhed, der promoverer Sverige som rejsedestination og styrker det svenske brand internationalt. Vores vision er at skabe lyst til Sverige og inspirere flere udenlandske turister at rejse til Sverige. Vi er tilstede i 8 lande over hele verden og kombinerer lokal tilstedeværelse med markedsomfattende kommunikation. Visit Sweden ejes ligeligt mellem den svenske stat gennem Näringsdepartementet og det svenske turisterhverv gennem Svensk Turism AB.