Skip to main content

Alle Volvo-biler får hastighedsbegrænsning på 180 km/t.

Pressemeddelelse   •   Mar 04, 2019 12:04 CET

Adm. direktør og koncernchef Håkan Samuelsson

Ved at begrænse hastigheden på alle sine nye biler til 180 km/timen fra 2020 sender Volvo et stærkt signal om den risiko, der er forbundet med at køre for hurtigt.

Volvo’s Vision 2020 er, at ingen bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i en ny Volvo fra år 2020. Det er en af bilbranchens mest ambitiøse sikkerhedsvisioner, men i erkendelse af, at teknologi alene ikke bringer dem hele vejen, retter Volvo Cars nu også fokus mod føreradfærden.

Volvo’s forskning har identificeret tre sikkerhedsområder, der udgør såkaldte ”gaps towards zero” – altså brister - i ambitionen om helt at sætte en stopper for alvorlige kvæstelser og trafikdrab i nye Volvo’er. En af dem er for høj hastighed.

”Volvo er globalt førende på sikkerhedsområdet; det har vi altid været, og det vil vi altid være,” siger Håkan Samuelsson, adm. direktør og koncernchef. ”Vores forskning har vist, hvor problemområderne er, når det handler om at forhindre, at mennesker kommer alvorligt til skade eller bliver dræbt, når de kører i vores biler. Og selv om hastighedsbegrænsning ikke er en mirakelkur, er det værd at indføre, hvis vi kan spare så meget som blot en enkelt liv”.

Bortset fra at begrænse tophastigheden undersøger Volvo også, hvordan en kombination af intelligent kontrol og geofencing-teknologi i fremtiden kan sænke hastigheden automatisk omkring skoler og hospitaler.

”Vi vil gerne tage hul på en debat om, hvorvidt bilproducenter har ret til eller måske endda pligt til at installere teknologi i deres biler, som ændrer føreradfærden med henblik på at håndtere bilister, der kører for hurtigt, eller som er påvirkede eller uopmærksomme,” siger Håkan Samuelsson. ”Vi har ikke svaret på spørgsmålet, men mener, at vi bør gå forrest i debatten og være pioner på området”.

Problemet når bilister kører for hurtigt er, at over visse hastigheder er bilens indbyggede sikkerhedsteknologi og smart design af infrastrukturen ikke længere nok til at undgå alvorlige uheld med de konsekvenser, der følger. Det er derfor, de fleste vestlige lande har indført hastighedsgrænser. Grænserne bliver imidlertid ikke altid overholdt, og det er en af de almindeligste årsager til at mennesker bliver slået ihjel i trafikken.

Hver år bliver der uddelt fartbøder til millioner af bilister, og i USA viser ulykkesdata fra NHTSA (National Highway and Traffic Safety Administration), at 25 procent af alle trafikuheld i 2017 var forårsaget af for høj hastighed.

Ifølge Jan Ivarsson, som er en af Volvo Cars’ førende sikkerhedseksperter, forstår bilisterne simpelthen ikke den risiko, der er forbundet med at køre for hurtigt.

”Vi mennesker kan godt se, at slanger, edderkopper og højder er farlige, men med farten kniber det,” siger Jan Ivarsson. ”Bilister kører ofte for hurtigt i en given trafiksituation og er dårlige til at tilpasse hastigheden efter situationen og deres egen evne til at køre bil. Vi er nødt til at yde bedre støtte og hjælpe bilisterne med at indse og forstå, at det er farligt at køre for hurtigt”.

Udover hastigheden, er der to andre problemområder, som Volvo benævner ”gaps toward zero”: Lige så indlysende et problem som for høj hastighed (og lige så svært at sætte en stopper for) er sprit- eller narkokørsel. At køre, når man er påvirket af alkohol eller stoffer er ulovligt i store dele af verden, og alligevel er det en betydelig årsag til kvæstelser og dødsfald i trafikken.

Det andet område er førerens uopmærksomhed. Bilister der bliver distraheret af deres mobiltelefon eller på anden vis ikke er helt opmærksomme på deres kørsel, er en anden årsag til ulykker i trafikken. På mange måder udgør de en lige så stor risiko som de påvirkede førere.

Ved et særligt sikkerhedsseminar i Göteborg den 20 marts præsenterer Volvo ideer til, hvordan man kan tackle problemområder som påvirkede og uopmærksomme billister

Volvo Car Group 2017/2018

I regnskabsåret 2017 nåede Volvo Car Group et driftsresultat på 10.150 MDKR (8.029 MDKR i 2016). Periodens omsætning beløb sig til 153.750 MDKR (131.874 MDKR). I hele året 2018 satte Volvo Cars’ globale salg ny rekord med 642.253 biler, en stigning på 12,4 procent sammenlignet med 2017. Resultatet understreger den omfattende forvandling, Volvo Cars’ økonomi og virksomhed har gennemgået de seneste år, og som gør virksomheden klar til sin næste vækstfase.

Om Volvo Car Group

Volvo har fremstillet biler siden 1927. I dag er Volvo Cars et af de mest velkendte og respekterede bilmærker i verden med et salg i 2018 på 642.253 biler i cirka 100 lande verden over. Volvo Cars har været ejet af kinesiske Zhejiang Geely Holding (Geely Holding) siden 2010. Volvo Cars var en del af svenske Volvo AB frem til 1999, hvor virksomheden blev købt af amerikanske Ford Motor Co., var den en del af svenske Volvo-gruppe. I 2010 blev Volvo Cars købt af Geely Holding.

I 2017 beskæftigede Volvo Cars gennemsnitlig omkring 38.000 fuldtidsmedarbejdere. Volvo Cars’ hovedkontor, produktudvikling, markedføring og administration har primært til huse i Göteborg. Volvo Cars’ kinesiske hovedkontor ligger i Shanghai. Virksomhedens vigtigste bilfabrikker ligger i Göteborg (Sverige), Gent (Belgien), Chengdu, Daqing (Kina) og i South Carolina (USA), mens motorerne producerer i Skövde (Sverige) og Zhangjiakou (Kina) og karrosserikomponenterne i Olofström (Sverige).

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument