Skip to main content

Bjørnskov klar med debutalbum - "NU" udkommer på mandag d. 29/9 og kan allerede forudbestilles.

Pressemeddelelse   •   Sep 24, 2014 10:46 CEST

Den danske sanger og sangskriver Bjørnskov er nu klar til at udgive sit debutalbum, som har fået titlen "NU". Med hitsingler som "En Anden", "Vi er Helte", "Venner for Evigt" og den nye "Usynlig" har Bjørnskov allerede etableret sit talent i Danmark og har skabt et personligt og bevægende album.
Debutalbummet "NU"  rammer gaden på mandag d. 29/9, men kan allerede forudbestilles på iTunes - klik her:

https://itunes.apple.com/dk/album/nu/id918782101?l=da

Se videoen til "Venner for Evigt" her:



Nogle gange skal man igennem en masse mørke for at finde lyset.

Bjørnskov har prøvet det flere gange. Der var den gang, han var sikker på, at et band var vejen til stjernerne, men det endte med knuste drømme og et behov for at starte på en frisk. Nedturen blev vendt til et succesfuldt gennembrud og gjorde ham til sangskriver og hitmager.

Der var også dengang, et langvarigt forhold brød sammen og sendte ham ud i mørket. Men han fandt en vej videre, og så kom lyset. Og sangene.

De to sider af Bjørnskovs oplevelser de seneste år spiller en vigtig rolle på hans debutalbum ”NU”.

”Sangene falder i to halvdele. Den første portion bærer præg af, at jeg havde det hårdt og lige var kommet ud af et forhold. Den anden halvdel handler om at komme videre og finde det positive i livet”, forklarer han.

På positivlisten møder man bl.a. ”Vi er helte”, der i 2013 sikrede Bjørnskov det endelige gennembrud som solist. Det er her, han synger: ”Imod alle odds kravlede vi langsomt op.  Se os nu”.

Den 32-årige sanger og sangskriver begyndte egentlig som trommeslager. Peter Bjørnskov voksede op i Horsens og spillede i forskelige bands, fra han var 16.

Stort set altid med andres sange på sætlisten, og han var 25, før han skrev sin første sang.

”Vores band, Neeva, skulle erobre verden, og det måtte være med egne numre. Det endte med, at jeg skrev sangene. Vi fik en pladekontrakt og brugte halvandet år og en masse penge på at indspille et album, som desværre kun solgte 800 eksemplaer, så det endte med at blive lidt af en mavepuster for os.

Men Bjørnskov var blevet tændt på sangskrivningen, og via en aftale med et musikforlag gik han i gang med at skrive seriøst og levere materiale til andre kunstnere.

I 2010 skrev han ”Breathing” til Bryan Rice, der opnåede en andenplads i Dansk Melodi Grandprix, og siden har der stået Bjørnskov under sange med bl.a. Sanne Salomonsen, Ankerstjerne, Electric Lady Lab, Thomas Ring, Kato, Emmelie De Forest og mange flere.

Han kunne sagtens være fortsat som anonym bagmand og hitleverandør, men dem, der hørte hans demoindspilninger af sangene, skubbede ham videre. Dén stemme skal da ikke gemmes væk i et studie. Den skal ud til folk, sagde de, og efter flere venlige puf tonede Bjørnskov frem i radioen.

I 2011 på Ankerstjernes ”Nattog”, i 2012 på solosinglen ”En anden” og siden på ”Lysår”, ”Vi er helte” og ”Venner for evigt”.

Han har i store træk arbejdet alene med sangene til ”NU”. Sådan kan han bedste lide det.

”Det betød meget for mig, at singlerne fandt et publikum. Da vi besluttede at lave albummet, lukkede jeg mig inde og fokuserede på at skrive. Jeg har altid haft svært ved at give sangene fra mig, så jeg byggede lidt en glasklokke omkring processen”.

Hans faste sangskrivermakker, Lene Dissing, har dog været en del af processen og har fået lov at justere og komme med forslag, ligesom Søren Mikkelsen i Medley Studiet har co-produceret tre af sangene.

”Der er mange, der kan arbejde sammen med alle mulige sangskrivere,  som de aldrig har mødt før i såkaldte co-write sessions. Det kan Lene f.eks., men jeg har brug for trygge rammer og folk, jeg kender godt. Det giver det bedste resultat for mig”.

Selv om han var længe om at springe ud som sangskriver - og endnu længere om at blive sanger - er det især melodierne og stemmen, der har fået Bjørnskovs hits til at strømme fra radiokanaler og streaming-tjenester.

Hans lyse stemme og de – for det meste – opløftede budskaber, får sangene til at lyde som hymner, og det er ikke tilfældigt, hvis man ser på, hvad Bjørnskov selv kan lide at lytte til.

”Jeg har de samme inspirationskilder, som da jeg begyndte”, forklarer han og nævner grupper som U2, Coldplay, OneRepublic og Keane.

”Jeg er ikke til minimalistisk musik. Jeg gør sangene større og større. Det er ubevidst, men jeg er vild med det storladne”.

UDGIVELSER:

Bjørnskov: (”NU”), album 2014

Bjørnskov: ”Usynlig”, single 2014

Bjørnskov: ”Venner for evigt”, single 2014

Bjørnskov: ”Vi er helte”, single 2013

Bjørnskov: ”Lysår”, single 2013

Bjørnskov: ”En anden”, single 2012

Med andre:

Kato feat. Ankerstjerne og Safri Duo: ”Dimitto (Let Go)”, single 2013

Ankerstjerne feat. Bjørnskov: ”Nattog”, single 2011

Neeva: “Where To Start”, album 2008 (trommeslager og sangskriver)

FAKTA:

Peter Bjørnskov, født 1981.

Opvokset i Horsens, bor i Aarhus.

Har en halvfærdig uddannelse som tømrer og har to gange bygget sit eget studie.

Bjørnskov er del af sangskriver-teamet Startone Music sammen med Lene Dissing.

Han har skrevet sange til bl.a. Electric Lady Lab, Sanne Salomonsen, Bryan Rice, Anne Noa, Mohamed Ali, Kato, Ankerstjerne og Emmelie de Forest.


Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar