Skip to main content

CHRISTOPHER LØFTER SLØRET FOR ALBUMRELEASEDATE, TITEL OG ARTWORK.

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2014 10:40 CET

NYT ALBUM – TOLD YOU SO – UDE 24.03.2014

Danmarks største mandlige pophåb afslører nu det kommende 2. albums releasedate. Titlen på pladen hedder Told You So og rammer gaden d. 24. marts,  men kan allerede nu forudbestilles på iTunes, hvor man får singlerne ”Told You So” og ”Crazy” med det samme: http://smarturl.it/TYSalbum

Christopher har haft vokseværk siden sidste album. På den hitspækkede nye plade Told You So vinker Christopher farvel til imaget som teenidol og udfordrer den internationale elite. Albummet gjalder af handlekraft, en perfektioneret stemmepragt, og så er det lavet med en håndfuld af de dygtigste producere around.

Mens andre unge popstjerner for tiden trænger til et afbræk fra berømmelsen og musikken, har Christopher det noget anderledes. Der skal ekstra tryk på.

I en alder af 22 år føler han sig endelig hjemme i sit musikalske udtryk, og derfor er hans trang til at vise verden, hvad han magter og mestrer, også større end nogensinde. Hvad enten det gælder hans flabede falset, de intime tekster, de sønderrivende rytmebunde eller dansetrinnene, der følger med.

Og lad det være sagt med det samme. På martsalbummet Told You So er der ikke meget teenidol tilbage i Christopher. Den 22-årige vokalist, guitarist og sangskriver har på alle tænkelige måder rykket sig gevaldigt siden sit debutalbum fra 2011, og han satser på, at hans fans følger med:

»Jeg tænker ikke over at skulle miste mit publikum, fordi jeg selv er blevet mere voksen. Jeg regner tværtimod med, at jeg vinder nogle ældre lyttere, og at de yngre er parat til at udvikle sig med mig,« siger Christopher.

Højere, stærkere, bedre
At vi har at gøre med version 2.0 af Danmarks største mandlige pophåb i udlandet, stod allerede klart, da efterårets uovervindelige singleudspil, ’Told You So’, ramte radiobølgerne. Festhittet, der altså deler navn med det kommende album, satte en fed streg under, at Christopher har fået kant, synger bedre og omgiver sig med et par stilsikre producere. Hittet var hans største til dato og har vakt en massiv interesse blandt popfans i alt fra Norden til Kina. I verdens mest befolkede land går en række store blogsider således amok over den krølhårede, danske sanger med den smidige stemme, mens disse linjer læses:

»Jeg vil tage den hele vejen herhjemme, men jeg vil også til udlandet, og det kommer man kun ved at gå i træningslejr. Jeg har blandt andet brugt en del kræfter på at skele til, hvad der fungerer så godt ved John Mayer, ved Usher, ved R. Kelly, ved Bruno Mars.«

Især har Christopher terpet sin falset, så hans lyseste toner også sidder lige i skabet:

»Med al respekt for mine danske kolleger, så er det Justin Timberlake og ikke dem, jeg drømmer om at skulle konkurrere imod. Lige netop falsetten var noget af det, der gjorde Justin så overlegen, da han var på min alder. Og nu kan jeg selv synge alt deroppe. Det er en stor tilfredsstillelse.«

En overflod af ørehængere
I denne omgang har den målrettede københavner haft større indflydelse på sine samarbejdspartnere, end han havde i forbindelse med debutalbummet Colours. Faktisk har han håndplukket dem selv. Og Christopher er tydeligvis gået efter cremen af danske R&B-, soul- og urbankreatører.

Producerne Frederik og Fridolin Nordsø (Brandy, The William Blakes, Outlandish, Burhan G, Fallulah, The Mountains m.fl.) er involveret i størstedelen af de stærkt fængende sange, som bl.a. inkluderer den funkede 2. single ’Crazy’. Et stykke powerpop om parforholdsproblemer og den efterfølgende forløsning, når kærlighed og begær alligevel ender med at få det sidste ord.

Martsalbummet er i det hele taget spækket med musikalske sværvægtere, som sangen f.eks. ’Go Find a Man’, med dens snigende opbygning til sit suveræne klimaks – et omkvæd, der næsten tigger om at blive lyttet til i en hoppende positur, hvor pegefingeren peger direkte mod himlen. På pladen er også den hungrende og frækt pulserende ’Nympho’, ligesom den hiphopdrevne ballade ’Waterfalls’ og den kuldegysende tåreperser ’Remind You’. Endelig er der ’Doctor’, hvor Christopher smægter efter det stærkeste drug af dem alle i medicinskabet; kvinden. ’Doctor’ er i øvrigt en af de skæringer, sangeren ikke blot har skabt med hjælp fra Nordsø-brødrene. Også amerikanske Brandon Beal har været inde over.

Det handler om at være inspireret
Christopher har arbejdet på en del skitser det seneste år, men det var først i efteråret, at albumprocessen for alvor gik i gang. En del af dagene med brødrene Nordsø er gået med at være i træningscentret eller spise en god frokost. Undervejs har de udvekslet idéer og lært hinanden at kende, frem for at tvinge kreativiteten frem:

»Alligevel kom musikken hurtigt til os, så sangene er stadig helt friske og sprøde. Vi har ikke nørklet ting til døde, men gået hårdt efter inspirationen, når den var der. Det er sådan, jeg kan lide det. Fart på. Ost med ost på duer ikke for mig.«

Man får i det hele taget travlt, hvis man vil følge med Christopher anno 2014. Sangeren er færdig med at dvæle – han har fået fart på:

»På mit debutalbum troede jeg måske, at jeg skulle sidde i stearinlysets skær og klimpre akustiske ballader frem. Men det skal jeg ikke, jeg skal ud og trykke den af. Det er det, jeg tænder på. Og det skal folk kunne mærke. Selv hvis de ikke skulle kunne lide musikken, skal de have lyst til at anerkende, hvor meget jeg selv elsker den.«


TRACK LISTE:

Told You So
Crazy
Doctor
Remind You
Nympho
Go Find a Man
Mama
High on Life
Little Sunshine
Waterfall


BONUSINFO:

*Christopher Lund Nissen blev født 31. januar 1992
*Han er opvokset i en villa på Amager med sine forældre og sin lillebror
*Mens han stadig gik i gymnasiet, tog han en dag sin akustiske guitar under armen og spillede koncert på pladeselskabet EMI i en frokostpause. Vovemodet blev belønnet med en pladekontrakt
*I 2012 udkom debutalbummet Colours, der nåede en fjerdeplads på den danske salgsliste
*Christophers hidtil største oplevelse var at spille for 47.000 danskere, da han varmede op for Justin Bieber i Parken sidste sommer
*Sangeren er blevet hurtigere og stærkere til at skrive sange, som sætter sig fast. Selv fastholder han hårdnakket, at ’Crazy’ og ’Nympho’ tog ham henholdsvis 15 minutter og fem minutter at lave
*Som et af de første rendyrkede popacts skal Christopher i år spille til den skandinaviske festival By:Larm.


Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks <a href="http://www.mynewsdesk.com/dk/about/terms-and-conditions/privacy_policy">privatlivspolitik</a>.