Singapore Airlines

De rejsende har talt: TripAdvisor kårer Singapore Airlines til verdens bedste flyselskab

Press release   •   Apr 02, 2019 07:58 UTC

For andet år i træk er Singapore Airlines blevet kåret til ’Verdens bedste flyselskab’ af den anerkendte rejsehjemmeside TripAdvisor, hvor brugere bedømmer virksomheder på kvalitet og service. Prisen uddeles til Singapore Airlines på baggrund af fremragende anmeldelser og bedømmelser fra rejsende.

Singapore Airlines er kåret til ’Verdens bedste flyselskab’ af den anerkendte rejsehjemmeside TripAdvisor for andet år i træk. Prisen uddeles for enestående service, kvalitet og værdi, og vinderen udpeges af brugerne.

Hos Singapore Airlines, der i forvejen er verdens mest prisvindende flyselskab, er man stolte over prisen.

”Vi er meget glade over, at vi to år i træk har vundet den prestigefyldte pris som ’Verdens bedste flyselskab’ af TripAdvisor,” fortæller Erwin Widjaja, General Manager for Singapore Airlines Nordics, og uddyber:

”Vi vil gerne sige tak til både vores kunder for deres løbende støtte og til vores medarbejdere i hele verden, der hver eneste dag går en ekstra mil for at give den bedste rejseoplevelse til vores passagerer.”

De rejsendes favorit

Prisen uddeles hvert år, og vinderen udpeges på baggrund af en gennemgang af anmeldelser fra rejsende, som anmelder og bedømmer deres oplevelser på TripAdvisor til gavn for andre.

På den måde er prisen en påskønnelse fra TripAdvisor-brugere over hele verden.

”Tillykke til Singapore Airlines med igen i år at vinde Travellers’ Choice Airlines. Den prestigefyldte pris er en anerkendelse af de rejsendes favoritflyselskaber – baseret på anmeldelser fra vores brugere over hele verden,” siger Bryan Saltzburg, President of TripAdvisor Flights, Cruise & Car, og tilføjer:

”Denne anerkendelse fra brugerne er et bevis på fremragende service, kvalitet og fantastisk værdi for den enkelte. Med prisen har verdens flyrejsende udtrykt, at Singapore Airlines er blandt deres foretrukne luftfartsselskaber, når de skal vælge et selskab at flyve med. Derfor kan alle hos Singapore Airlines være utrolig stolte over denne pris.”

Vindere af Travellers’ Choice Awards for Airlines 2019 blev udvalgt på baggrund af anmeldelser fra rejsende over hele kloden. For at finde vinderen anvender TripAdvisor en algoritme, der tager højde for mængden og kvaliteten af flyselskabets anmeldelser og bedømmelser hen over en 12-måneders periode.