Nordiska rådet och Nordiska ministerrådet

Svenske arbejdssøgende vil arbejde i Danmark

Pressmeddelande   •   Nov 16, 2006 11:59 CET

Tre ud af fem arbejdssøgende i Sydsverige søger eller overvejer at søge arbejde i Danmark. Det gælder alle faggrupper og jo større interesse, desto længere tid er man indstillet på at pendle.

Det er Øresundsbrons analyseafdeling, der sammen med rekrutteringsfirmaet Stepstone har foretaget et rundspørgeundersøgelse blandt de arbejdssøgende i Stepstones kontaktdatabase.

En ud af fem svarer, at de aktivt søger arbejde i København; to ud af fem svarer, at de søger i Sverige, men også overvejer at udvide søgeområdet til København. 60 procent er altså mere eller mindre decideret interesserede i karrieremulighederne i Danmark.

Blot to ud af fem oplyser, at de udelukkende søger arbejde i Sverige. Det skyldes først og fremmest transporttiden. Sproget spiller også ind, derimod er transportomkostninger eller skatteforhold ikke afgørende for, om man udelukker Danmark.

De arbejdsløse er de mest positive over for at prøve mulighederne i Danmark - 30 procent i denne kategori søger aktivt. Interessen for et job i Danmark er større blandt mænd end kvinder.
Højest i kurs ved det danske arbejdsmarked, når svenskere søger job i Danmark, er udfordringer på jobbet, men andre faktorer såsom frihed, fleksibilitet og høj løn er også i høj kurs.

Det er værd at bemærke, at svenskerne ikke i samme grad prioriterer de bløde værdier, som man som regel forbinder med det svenske arbejdsmarked, såsom tryghed i ansættelsen og gode muligheder for at holde forældreorlov.