Pressemeddelelse -

3 udnævner privatmarkedsdirektør

Jesper Bennike, direktør for 3’s online-brand OiSTER, er udnævnt til Vice President og direktør for 3’s privatmarked. Udnævnelsen sker i forbindelse med en reorganisering af 3’s to forbrugerrettede brands, hvorfor Jesper Bennike fortsætter i sin stilling som direktør for OiSTER.

Jesper Bennike har gennem elleve år som direktør for OiSTER spillet en afgørende rolle i positioneringen af OiSTER med et af Danmarks bedst genkendelige marketinguniverser og en digital forretningsmodel, som har resulteret i kontinuerlig vækst i kundebasen og høj kundetilfredshed. Nu tiltræder han som Vice President for teleselskabet 3’s privatmarked, og får dermed øverste ansvar for 3Butikkerne samt 3’s propostions, marketing og digitale univers rettet mod privatkunderne. Jesper Bennike beholder samtidig sit ansvar for driften af OiSTER. Dermed samler 3 sine to forbrugerrettede brands under samme ledelse.

”Jesper har skabt bemærkelsesværdige resultater i OiSTER, så jeg har høje forventninger til, hvad han bringer til bordet i 3. Vi driver i forvejen en meget lean forretning, men det er alligevel min klare forventning, at vi med reorganiseringen bliver endnu bedre i stand til at udnytte vores kreative og driftsmæssige ressourcer på tværs af forretningen. Det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at de to brands fortsat vil bevare deres særegne identiteter på det danske telemarked,” siger Morten Christiansen, der er koncernchef for 3 Skandinavien.

Jesper Bennike har tidligere arbejdet for bl.a. Telia og Orange og er uddannet fra Copenhagen Business School. Han er opvokset i Greve, hvor han i dag bor med sin familie.

Jesper Bennike overtager ledelsen af 3’s privatafdeling efter David Elsass, som stoppede hos 3 i oktober 2020.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • direktion

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3’s kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 66 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af CK Hutchison Holdings Limited (60%) og Investor  AB (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk

Kontakt

3's pressetelefon

Pressekontakt 31 200 202

Kundeservice

Pressekontakt 70 313 313