Pressemeddelelse -

Teleselskabet 3 køber 5G-licens

Ved Energistyrelsens netop afsluttede frekvensauktion har teleselskabet 3 købt licenser til både 700 og 900 MHz frekvensbåndene til en samlet pris på godt 485 mio. kr. Med 700 MHz licensen får 3 mulighed for at udbyde 5G, mens en større portion 900 MHz vil forbedre både udendørs- og indendørsdækningen på 3’s 4G-netværk.

Energistyrelsen administrerer på statens vegne de frekvensbånd, som teleselskaberne benytter til at bygge mobilnetværk. Når flere selskaber ønsker at benytte de samme bånd, så opdeler styrelsen dem i blokke og sætter dem på auktion. Dette er netop sket med en auktion på 700 MHz-, 900 MHz- og 2300 MHz-frekvenserne. Her vandt teleselskabet 3 2x10 MHz og har i alt nu 2x15MHz på 900 MHz-frekvensbåndet og 2x10 MHz på 700 MHz-båndet.

3 betaler 485.233.000 kr. for de nye licenser og tredobler i den forbindelse mængden i 900 MHz-båndet fra 2x5 MHz til 2x15 MHz.

”Vi er rigtig godt tilfredse med de blokke, som vi fik med fra auktionen. Vi har haft behov for mere spektrum i de lavere frekvensbånd, hvor vi indtil nu kun har haft 2x5 MHz i 900-båndet. Nu får vi i stedet 2x15 MHz, og det betyder, at vi kan udnytte frekvensernes evner til at øge vores geografiske fladedækning i fx landområder og samtidig også forbedre indendørsdækningen hos kunderne. De vil komme til at opleve højere hastigheder på den baggrund,” siger Morten Christiansen, der er CEO for 3.

Bred 5G-dækning
Energistyrelsen udbød ved den netop afsluttede auktion for første gang frekvensblokke i 700 MHz-frekvensbåndet. Til trods for et højt prispres fra auktionens andre deltagere fik 3 den ønskede mængde 700 MHz med fra auktionen.

”Priserne blev presset unødvendigt langt op undervejs på grund af den måde auktionen var tilrettelagt på. Men vi holdt fast og fik den mængde 700 MHz, som vi gik efter. Det er vigtigt for os, for det betyder, at vi har mulighed for at levere bred geografisk dækning på 5G og også god indendørs 5G-dækning, hvilket bl.a. bliver vigtigt i forhold til fremtidens IoT-løsninger,” siger Morten Christiansen, og han bekræfter, at 3 også ønskede at købe nogle af 2300 MHz-frekvensblokkene, men sprang fra, da prisen i sidste ende blev for høj set i forhold til de unødvendigt høje dækningsforpligtelser, som fulgte med på den del.

Med købet af de vundne licenser til 700 og 900 MHz følger i forvejen et krav fra Energistyrelsen om, at 3 skal sikre dækning i 67 udvalgte områder i Danmark. Her skal 3 give adgang til hastigheder på mindst 30 Mbit/s download og 3 Mbit/s upload samt taledækning inden april 2022.

3’s nyerhvervede licenser er gyldige i henholdsvis 20 år for 700 MHz-båndets og 15 år, når det kommer til 900 MHz-båndet.

Ved Energistyrelsen forrige frekvensauktion i september 2016 købte 3 licenser i 1800 MHz frekvensbåndet for 300.159.486 kr.

Læs mere om 3’s netværk
https://www.3.dk/abonnementer/dakning/daekning-og-hastigheder/

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • netværk

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3’s kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 63 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af CK Hutchison Holdings Limited (60%) og Investor  AB (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk

Kontakt

3's pressetelefon

Pressekontakt 31 200 202

Relateret materiale