Pressemeddelelse —
AG Gruppen sælger nyt boligprojekt til Nordea Pension Ejendomme
AG Gruppen og Nordea Pension Ejendomme har netop indgået en aftale om opførelsen af et nyt boligprojekt på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej på Nørrebro i København N.
Projektet på Tagensvej er udviklet i fællesskab af AG Gruppen, Lidl og Nordea Pension Ejendomme og består af et samlet etageareal på ca. 5.300 m2 fordelt på 35 1-værelses boliger, 14 familieboliger og en dagligvarebutik i stueetagen. Projektet er allerede så langt i processen, at AG Gruppen i marts måned tog det første spadestik, og opførelsen af de 49 nye boliger er dermed godt på vej.
”Manglen på effektive boliger i København er stigende, og vi er i AG Gruppen glade for, endnu en gang, at opføre nye, effektive boliger til København og byens mange beboere. Når boligerne står klar til indflytning ultimo 2027, er det et resultat af et godt og konstruktivt samarbejde mellem AG Gruppen, Nordea Pension Ejendomme, Lidl og ikke mindst Københavns Kommune” udtaler AG Gruppens CEO Bjarke Windeløv Graae.
Et samarbejde, der strækker sig flere år tilbage
Samarbejdet mellem de to parter strækker sig flere år tilbage, og i april 2025 afleverede de 667 boliger i projektet ”Banehaverne” på Banemarksvej i Brøndby og Glostrup. Projektet blev opført i et joint venture mellem AG Gruppen, Nordea Pension Ejendomme og Urban Partners.
Det nye projekt på Nørrebro ikke parternes eneste boliger under opførelse: Til sommer afleverer AG Gruppen et projekt ved Amager Strand til Nordea Pension Ejendomme. Det allerede fuldt udlejede projekt ”Smedjen” på Holmbladsgade indeholder 102 hotellejligheder og familieboliger.
Flemming Engelhardt fra Nordea Pension Ejendomme tilføjer:
”Med dette projekt følger vi vores strategi om at bygge boliger, hvor efterspørgslen er størst, da det i længden giver det bedste og mest solide afkast til vores pensionskunder. Samarbejdet med AG Gruppen rækker mere end 20 år tilbage og vidner om, at vi har etableret en rigtig god måde at arbejde på og fundet en model, der smidiggør alle faser i et byggeprojekt.”
Ny dagligvarebutik
Lidl, der længe har ejet grunden, er glade for, at deres planer om den nye dagligvarebutik nu bliver realiseret. ”Vi er glade for, at projektet nu for alvor kommer op af jorden. I Lidl stræber vi altid efter at skabe de bedste indkøbsoplevelser for vores kunder. Det sikrer vi blandt andet ved at tage ejerskab tidligt i processen og udvikle ejendommene helt fra bunden – præcis som vi har gjort her, hvor vi købte en tidligere tankstation og siden har udviklet lokalplanen. AG Gruppen har været en stærk og professionel samarbejdspartner, og sammen har vi fået projekteret et byggeri, som vi er stolte af, og som vi glæder os til at se realiseret i samarbejde med Nordea Pension.”, udtaler Oliver Halby, Head of Real Estate hos Lidl.
Projektet på Tagensvej bliver DGNB Guld-certificeret og er tegnet af ACT Architects og Henry Jensen A/S.
AG Gruppen blev rådgivet af Accura, mens Nordea Pension Ejendomme blev rådgivet af Kromann Reumert
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Bjarke Windeløv Graae, CEO AG Gruppen
Tlf. +45 6613 3332
Mail: presse@aggruppen.dk
Flemming Engelhardt, Adm. direktør Nordea Pension Ejendomme
Mail: flemming.engelhardt@nordea.com
Oliver Halby
Head of Real Estate
Tlf. +45 2097 1231
Mail: oliver.halby@lidl.dk
Emner
Kategorier
Regions
Om AG Gruppen
AG Gruppen blev stiftet i 1986 og er en full-service ejendomsudvikler, som skaber attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er AG Gruppen en af de vigtigste aktører i branchen med mere end 9.000 boliger og erhvervsbyggerier bag sig: Hjem og arbejdspladser som er bygget til mennesker og skabt med omtanke. Og i en kvalitet, der kan tåle livet.