Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Stor industriejendom skal forvandles til nyt bykvarter: Nrep og AG Gruppen erhverver FLSmidths tidligere hovedkontor i Valby

København den 17. juni 2025 - Urban Partners har gennem sit ejendomsinvesteringsteam Nrep erhvervet FLSmidths tidligere hovedkontor i Valby i et joint venture med AG Gruppen. Dermed kan københavnerne se frem til udviklingen af moderne boliger og kontorer på et næsten 72.000 kvadratmeter stort område. Det markante hovedkontor fra 1956 er tegnet af arkitekt Palle Suenson og har siden indvielsen været hovedkontor for FLSmidth. Det historiske industriområde står nu foran en ny epoke, hvor ejendommen og det tilhørende område skal gentænkes som ramme for moderne boliger, kontorer og byliv. Købet sker gennem NSF V fonden.

Med købet sætter Nrep og AG Gruppen en streg under ambitionen om at transformere byens uudnyttede og eksisterende erhvervsbygninger til levende, blandede kvarterer med arkitektonisk og historisk karakter. Området udgør en unik og central byudviklingsmulighed, der samtidig indfanger en stor del af Danmarks industrihistorie. En stor del af de nuværende kontorarealer vil blive renoveret til moderne kontorer, mens der vil blive opført cirka 55.000 kvadratmeter bolig.

“Valby er en bydel i hastig forandring, og vi ser et stærkt lokalt engagement og et ønske om fortsat at udvikle området. Vi vil gerne bidrage til den positive udvikling og bruge områdets industrihistorie til at tilføje endnu et attraktivt område i Valby. Med vores tilgang ønsker vi at bygge videre på Valbys eksisterende kvaliteter og gøre vores for at skabe en åben og bæredygtig bydel med plads til både liv, arbejde og fællesskab,” siger Thomas Riise-Jakobsen, partner og landechef Danmark i Nrep.

Hos AG Gruppen, som skal stå for udviklingsarbejdet, er man også begejstrede. ”Vi er glade for at vi nu får muligheden for at udvikle et nyt spændende byområde til København og københavnerne, i samarbejde med vores gode joint venture-partner Nrep. Vi tror på, at vi med fælles indsats får skabt et nyt og levende byområde, der binder områdets historiske betydning sammen med moderne boligformer og attraktive kontorpladser,” udtaler CEO i AG Gruppen Bjarke Windeløv Graae.

FLSmidth vil fra 2026 flytte ind på et nyt hovedkontor på Havneholmen, og overlader dermed et ikonisk bygningsværk til moderne byudvikling. "FLSmidth har haft +125 gode år på Vigerslev Allé, hvor området har udviklet sig markant i takt med vores selskabs udvikling. Vi ser frem til snart at flytte i nyt hovedkontor på Havneholmen, der passer bedre til FLSmidth organisationen som den ser ud i dag. Desuden glæder det os at overdrage adressen til Nrep og AG Gruppen, og vil følge interesseret med i takt med at Suensons ikoniske ejendom bliver forenet med nye boliger og byliv”, udtaler Roland M. Andersen, CFO hos FLSmidth.

Vil videreudvikle på eksisterende bygninger
Valby har gennem de seneste år været præget af en markant udvikling, hvor blandt andet bydelen Grønttorvet har tilføjet et nyt attraktivt område til bydelen. Med omdannelsen af Vigerslev Allé 77 ønsker Nrep og AG Gruppen at bidrage til denne bevægelse ved at åbne det tidligere lukkede erhvervsområde og gøre det til en aktiv del af den omkringliggende by.

En særlig del af projektet foregår i samarbejde med Revco, og har fokus på at renovere og opgradere en stor del af kontorerne til moderne arbejdspladser.

“Vi ser et stort potentiale i at genanvende og videreudvikle eksisterende bygninger. Ikke mindst når det handler om en ikonisk erhvervsejendom som FLSmidths smukke, gamle hovedkontor i Valby. Når vi omdanner ældre kontorbyggeri til moderne arbejdspladser, sparer vi på ressourcerne og bringer historien med os videre. Det er både godt for byen, for miljøet og for fællesskabet,” siger Thomas Riise-Jakobsen.

Emner

Kategorier

Regions


Om AG Gruppen

AG Gruppen blev stiftet i 1986 og er en full-service ejendomsudvikler, som skaber attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er AG Gruppen en af de vigtigste aktører i branchen med mere end 10.000 boliger og erhvervsbyggerier bag sig: Hjem og arbejdspladser som er bygget til mennesker og skabt med omtanke. Og i en kvalitet, der kan tåle livet.

Kontakt