Nyhed -
Handlen er gennemført: Ny bydel i Søborg
Den 28. februar har ALFA Development erhvervet 54.000 m² i Storkøbenhavn og dermed er de klar til at igangsætte udviklingen af en ny, grøn bydel omkring den historiske Mørkhøjgård i Søborg.
Handlen markerer et vigtigt skridt mod realiseringen af et byområde, der skal rumme over 400 boliger, hvoraf 20% vil være almene. Udviklingsprojektet har til formål at kombinere kvalitet og fællesskab for at skabe et trygt og mangfoldigt bolig- og erhvervsområde. Den fredede Mørkhøjgård vil blive istandsat og fungere som et centralt omdrejningspunkt med fælles faciliteter for beboerne. Den omkringliggende park er i dag en vigtig grøn oase, og udviklingen vil ske med respekt for både områdets natur og kulturarv. Alle boliger vil desuden blive designet med fokus på arkitektur og livskvalitet.
Senest har ALFA Development færdiggjort Irmabyen i Rødovre, et udviklingsprojekt på 135.000 m² med over 1.000 nye boliger. Irmabyen blev udviklet på det gamle Irma-domicil, som ALFA Development købte i 2012. Ejendommen IB1 i Irmabyen har fået DGNB Guld-certificering som anerkendelse af projektets høje standarder inden for miljø, materialevalg og social bæredygtighed. De erfaringer, som ALFA Development har gjort sig i Irmabyen, tages med til dette nye projekt, hvor de i kombination med ny teknologi og markedsdata skal sikre et byrum af højeste kvalitet.
Planen er at implementere Living By ALFA-konceptet i det nye byrum. Konceptet omfatter lejeboliger med fokus på fællesfaciliteter, fællesskab og livskvalitet på tværs af generationer.
Ejendommen blev solgt af Statens Ejendomsselskab, Freja Ejendomme, til ALFA Development.
Byrådet i Gladsaxe Kommune vedtog lokalplanen i november 2024.