Pressemeddelelse -
ALFA Development udvikler nyt boligområde i Rødovre
Godt et år efter at IrmaByen med 1.000 boliger stod færdigt, er ALFA Development klar til at udvikle yderligere ca. 200 nye boliger i Rødovre. Kommunen gav på byrådsmødet den 17. juni grønt lys for lokalplanen, der skal transformere det gamle Valhøj erhvervskvarter til et nyt, grønt boligområde.
”Vi har længe haft et stærkt ønske om at fortsætte vores engagement i Rødovre og er derfor utroligt glade for, at kommunen nu har godkendt lokalplanen, så vi kan komme i gang. Vi har totalt udsolgt i IrmaByen og ved, at mange – både seniorer og børnefamilier – gerne vil have adresse i Rødovre”, siger Andreea Kaiser, CEO og medejer af ALFA Development.
Hurtigt i gang
ALFA Development planlægger at sætte spaden i jorden allerede i foråret 2026, så de første boliger kan stå klar ved udgangen af 2027. Firmaet har siden 2020 været involveret i udviklingen af visionsoplægget for hele konverteringen af Valhøj-kvarteret i tæt samarbejde med kommunen, og det dybe kendskab til området gør, at man kan komme hurtigt fra start.
”Kommunen har gjort et grundigt forarbejde ud fra et stærkt ønske om at skabe et velfungerende, blandet boligområde med masser af grønne områder og varieret arkitektur. Vi ser frem til at være med til at opfylde visionerne og vise nye veje i byudvikling anno 2025”, siger Andreea Kaiser, CEO og medejer af ALFA Development.
Blandet og trygt boligområde
De ca. 200 nye boliger bliver en blanding af leje-, ejer- og almenboliger med boligstørrelser fra 55 til +100 kvm. for lejligheder og derudover rækkehuse i størrelserne fra 100 til +135 kvm. Bygningerne udformes i varierende højder fra to til fem etager, dels som etageejendomme, og dels som rækkehuse. Facader vil alle have altaner og udføres i naturlige materialer, som tegl, natursten og træ med en lang levetid. Biler parkeres i p-kældre, så området bliver bilfrit og med et udbygget stisystem og opholdsarealer, der giver plads til sikker færdsel og leg.
”Sammen med vores rådgivere går vi nu i gang med at formgive bygningerne og udendørsarealerne. Som altid i vores projekter lægger vi vægt på, at arkitektonisk kvalitet går hånd i hånd med fokus på funktionalitet med plads til både fællesskab og privatliv. Det har vi allerede bevist, at vi kan i IrmaByen, og det ønsker vi at videreføre i naboområdet Valhøj”, siger Andreea Kaiser.
En grøn bydel
Lokalplanen lægger op til en grøn bydel, hvor husene placeres i et spændende og varieret landskab med stisystemer, grønne oaser til ophold og leg og med fokus på biodiversitet med bevaring af eksisterende, store træer og beplantning med nye træer, buske og blomster. Det falder fint i tråd med ALFA Developments udviklingsfilosofi.
”Vi har gennem de seneste år styrket vores arbejde med natur og biodiversitet i vores projekter. Vi ser det som særdeles positivt, at kommunen har sit fokus på netop denne del af byudviklingen og vil gøre vores for, at visionerne opfyldes med grønne opholdsarealer, plads til leg samt omtanke for kantzoner og øvrig beplantning, så livet kan leves fuldt ud både ude og inde ”, siger Andreea Kaiser.
ALFA Development har for projektet valgt ACT Architects som både bygnings- og landskabsarkitekter. Ingeniør på projektet bliver ABC rådgivende Ingeniører.
Related links
ALFA Development er en dansk, familiejet ejendomsvirksomhed med ekspertise inden for udvikling af byområder med fokus på livskvalitet og miljø. ALFA Development har gennemført større bolig- og bydelsprojekter i Storkøbenhavn, såsom IrmaByen i Rødovre og Trongården i Lyngby.
Søsterselskabet ALFA Development i Sverige står bag lignende projekter såsom Kajkanten i Malmø.
Derudover er ALFA Development en del af en virksomhedsgruppe, der nytænker branchen og dens løsninger.
ALFA Ventures investerer således i startup virksomheder med særligt fokus på bæredygtighed, biodiversitet, menneskers livskvalitet og ejendomsteknologi.
I 2022 stiftede ALFA Developments ejere, Ludvig Find og Andreea Kaiser, fonden Planetary Responsibility Foundation (PRF), hvis hovedformål er at beskytte og genoprette natur og biodiversitet gennem internationale investeringer i projekter og videndeling. Hvert år bliver en del af overskuddet fra ALFA Development doneret til fonden.