Gå til indhold
Stærk profil i spidsen for salg - Tina Guldbæk Glad bliver ny salgs- og udlejningschef hos ALFA Development

Pressemeddelelse -

Stærk profil i spidsen for salg - Tina Guldbæk Glad bliver ny salgs- og udlejningschef hos ALFA Development

Med virkning fra 1. juni tiltræder Tina Guldbæk Glad som ny salgs- og udlejningschef i ejendomsudviklingsvirksomheden ALFA Development. Hun kommer med en imponerende erfaring fra både rådgivning og ejendomsmæglerbranchen og har været involveret i nogle af landets mest markante boligprojekter de seneste år.

”Det er en stor glæde at kunne byde Tina velkommen. Hun er en af branchens stærkeste profiler inden for projektsalg, og hendes solide erfaring og resultater passer perfekt til ALFAs ambitioner. Vi deler en dyb forståelse for, hvordan detaljer i by- og boligudvikling skaber reel livskvalitet – og vi har begge et urokkeligt fokus på kvalitet og kundens oplevelse,” siger Andreea Kaiser, stifter og ejer af ALFA Development.

Tina Guldbæk Glad har gennem de seneste fem år arbejdet som selvstændig konsulent, hvor hun blandt andet har haft ansvar for udlejning og salg i projekter som Unity i Aarhus (652 boliger), Papirtårnet i Silkeborg, Horisonten i Aalborg og Strandterrasserne i Køge. Hun har desuden været tilknyttet udlejningsprojekter i Sverige for Aberdeen – Unity Sweden, som har givet hende en solid erfaring.

”Jeg har fulgt ALFA Development siden de første skridt med IrmaByen og har altid været inspireret af virksomhedens mod, vision og kompromisløse kvalitetsfokus. Det føles helt naturligt at blive en del af et hold, der tænker langsigtet og helhedsorienteret. Jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og være med til at forme projekterne helt fra de første idéer til det færdige produkt – og ikke mindst til mødet med kunderne,” siger Tina Guldbæk Glad.

Udover at stå i spidsen for salgsstrategien i Danmark vil Tina også få en central rolle i udviklingsprojekter i Sverige, hvor ALFA Developments søsterselskab i disse år vækster. Netop nu tages første spadestik på et større boligprojekt i centrum af Stockholm i samarbejde med svenske Besqab, og flere projekter i Sverige er på vej.

Et andet vigtigt indsatsområde bliver udlejning af erhvervslejemål i ALFAs ejendomsportefølje samt hjælp med den videre udvikling af Living by ALFA – virksomhedens fællesskabsorienterede boligkoncept, der første gang blev realiseret i IrmaByen og nu spiller en nøglerolle i udviklingen af en kommende bydel omkring den fredede Mørkhøjgård i Søborg.

Tina Guldbæk Glad overtager stillingen fra ALFA Developments mangeårige succesfulde salgschef, Marianne Pfeifer, der flytter til udlandet med sin familie.

Emner


ALFA Development er en dansk, familiejet ejendomsvirksomhed med ekspertise inden for udvikling af byområder med fokus på livskvalitet og miljø. ALFA Development har gennemført større bolig- og bydelsprojekter i Storkøbenhavn, såsom IrmaByen i Rødovre og Trongården i Lyngby.

Søsterselskabet ALFA Development i Sverige står bag lignende projekter såsom Kajkanten i Malmø.

Derudover er ALFA Development en del af en virksomhedsgruppe, der nytænker branchen og dens løsninger.

Kontakt