Pressemeddelelse —
21.560 unge så marathon-livestream med Jaxstyle i anledning af International Bloddonordag
I anledning af International Bloddonordag 2026 afholdte Bloddonorerne Danmark og streameren Jacob ’Jaxstyle’ Krull i går maraton-livestream for at tiltrække flere unge. Hele 21.560 unikke seere så med i løbet af den otte timer lange livestream, som var med til at engagere næste generation af bloddonorer.
Sundhedsminister Ida Auken (S) bakker op om initiativet sammen med markante kulturpersonligheder, der også mødte op på dagen for at støtte den vigtige sag.
Blodet flyder live i æteren, når Jacob ’ Jaxstyle’ Krull får lavet sit livs første blodtapning, mens han sender fra en mobil blodtruck lavet om til streamingstudie. Den indsats har han iværksat sammen med Bloddonorerne Danmark, som del af en indsats for at engagere næste generation i at sikre en stabil blodforsyning til det danske sundhedsvæsen.
Et initiativ som får stor opbakning fra sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken (S):
”Blod redder liv. Hver gang man giver blod, kan man være med til at redde tre liv. Der er 180.000 danske bloddonorer, som helt frivilligt er med til at sikre, at vores sundhedsvæsen bliver forsynet med den livsvigtige ressource. Derfor er det vigtigt, at vi viderebringer vores unikke frivillighedsprincip til næste generation. Jeg er glad for, at vi med denne indsats finder nye veje til at invitere unge danskere ind i det fællesskab,” siger sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken (S).
Nyt blod er en mangelvare
Særligt de unge er eftertragtede i blodbankerne. Derfor gik Bloddonorerne Danmark i går søndag d. 21. juni live med Jaxstyle og en række kendte og ukendte gæster, for at sætte fokus på, at det er vigtigt at melde sig som bloddonor. Det blev til mere end 340.000 sete minutter i løbet af de otte timer. Foreløbig har hele 333 personer registreret sig som bloddonor gennem indsatsen, hvilket understreger den store interesse for bloddonorsagen blandt unge.
”Det har været en vild oplevelse at dele mit livs første bloddonation sammen med tusindvis af mennesker på Twitch. Det gør mig glad, at så mange spændende gæster har lagt vejen forbi studiet for at støtte op om sagen og bidrage til at få flere unge til at blive bloddonorer. Jeg er særligt stolt af, at så mange unge forstår vigtigheden af sagen og har valgt at tilmelde sig,” siger Jacob ”Jaxstyle” Krull.
Med sig i studiet har Jaxstyle blandt andre haft sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken (S), Kåre Quist, skuespiller Sebastian Bull, årets bachelorettes Mie Borup og Sofie Sytnik, Mads Strange (LA), Thomas Rohden (RV), Danijel Deletic (Drux) og Jaxstyles egen far.
”Jacob Krulls engagement i indsatsen har været fantastisk fra start og det er dejligt at se, at hvordan han er lykkes med at sætte bloddonation højt på dagsordenen i sin målgruppe. Bredden af gæster, fra markante kulturpersonligheder til sundhedsminister Ida Auken understøtter det brede frivillige engagement i bloddonorsagen, som er vigtigt værne om,” siger Jesper Villumsen, næstformand for Bloddonorerne Danmark og formand for regionsbestyrelsen i Bloddonorerne Danmark Region Syddanmark.
Emner
Regions
International Bloddonordag
International Bloddonordag er etableret af Verdenssundhedsorganisationen WHO og har til formål at øge bevidstheden om bloddonorsagen og hylde de frivillige bloddonorer for deres indsats.
Blod redder liv
Hvert år får ca. 40.000 danske patienter blodtransfusioner. Den største del af det tappede blod går til kræftpatienter, men flere andre patienter er også afhængige af blod fra bloddonorer. I hovedtal bliver 40 % af blodet anvendt til kræftbehandling, 30 % til fødsler eller operationer og 30 % til behandling af kroniske sygdomme.
Blod kan ikke fremstilles kunstigt, så sundhedsvæsenet er afhængigt af blod fra frivillige bloddonorer.
Et prik for livet
Hver portion blod redder op til tre liv og betyde forskellen på liv og død for f.eks. ulykkesofre, kræftpatienter og patienter med kroniske sygdomme. En fuldblodstapning tager ca. 20 minutter og en plasmatapning tager ca. 45 minutter.
Bliv blod- eller plasmadonor på bloddonor.dk – eller prik til en, du kender. Det kan blive et prik for livet.
Om Bloddonorerne Danmark
Bloddonorerne Danmark er en landsdækkende frivillig organisation med ca. 500 frivillige. Vi arbejder for at rekruttere og anerkende de i dag 180.000 frivillige bloddonorer over hele landet.