Gå til indhold
Foto: Bax Lindhardt

Pressemeddelelse -

Anders Lund Madsen sætter ord på sit liv og sorgen efter sin storebror, Peter Lund Madsens pludselige død, i podcastserien 'Et kapitel for sig' på RADIO IIII

I Radio IIII-podcasten Et kapitel for sig tegner vært Anne Sofie Kragh et ærligt og åbent portræt af Anders Lund Madsen gennem fem selvstændige kapitler, der bevæger sig fra barndommens usikkerhed over et voksenliv i offentlighedens lys og frem til den dag i august, hvor hans bror, Peter Lund Madsen, faldt om og døde under en cykeltur.

Den folkekære journalist og tv-personlighed Anders Lund Madsen har gennem store dele af sit arbejdsliv beskæftiget sig med døden. Med skæbnerne bag dødsannoncerne i avisen og med de mennesker, der forsvinder herfra uden at efterlade sig spor. Men en varm sommerdag i august i år fik døden en ny, uafvendelig betydning.

Hans storebror, hjerneforskeren Peter Lund Madsen, faldt om og døde. Et dødsfald, der ikke alene ramte familien, men også blev delt af en offentlighed, der kendte og holdt af Peter.

I løbet af fem selvstændige kapitler fortæller Anders Lund Madsen åbent om kløften mellem brødrene i barndommen og om først i voksenlivet for alvor at finde hinanden, da de begyndte at arbejde sammen. Han sætter ord på det mindreværdskompleks, der har fulgt ham gennem store dele af livet, og på forløbet omkring den dag, hvor han fik beskeden om sin brors pludselige død – og om at stå alene tilbage med en fælles hukommelse, der rummer et helt levet liv.

For mere information:
Magnus Stig Christensen · +45 29 43 20 50 · magnus@andco.dk

Programplan – Et kapitel for sig: Anders Lund Madsen

Prolog – tirsdag d. 16. kl. 06.00
Hvad skulle der blive af Anders Lund Madsen i skyggen af en storebror med retning?

Kapitel 1: Et ensomt barn med social angst – tirsdag d.16. kl. 06.00
Om forskellen mellem den offentlige og den private Anders Lund Madsen og om en barndom præget af ensomhed og social angst.

Kapitel 2: Barneskuespiller i et miljø med grænseoverskridende voksne mænd – onsdag d.17. kl. 06.00
Om barndommens længsel efter at blive set, rollen som barneskuespiller i slut-70’erne og et grænseløst filmmiljø, som først mange år senere er blevet sat ord på.

Kapitel 3: Ingen skam at være pinlig – onsdag d.17. kl. 06.00
Om vejen ind i journalistikken, offentlighedens blik og hvordan pinlighed bliver et arbejdsredskab og en måde at overleve i det offentlige rum.

Kapitel 4: Peters død – privat sorg møder offentlig sorg – torsdag d.18. kl. 06.00
Om broderens pludselige død, om et forhold præget af afstand og forsoning og om at stå i en sorg, der både er privat og deles af mange.

Kapitel 5: Døden som stofområde og perspektiv på livet – fredag d.19. kl. 06.00
Om døden som gennemgående tema før og efter broderens død og om de små ting, der pludselig får karakter af deadlines i et liv med begrænset tid.

Om Et kapitel for sig
Anne Sofie Kragh bladrer gennem de liv, vi troede, vi kendte. I samtaler folder hun sine gæsters historier ud – kapitel for kapitel – for at finde meningen mellem linjerne. Hver gæst er et kapitel for sig. Mennesker, du ikke har hørt sådan før.

Om radioen:
RADIO IIII er en landsdækkende public service-taleradiokanal med hovedsæde i Aarhus. Radioen sender nyheder live fra Banegårdspladsen 12 timer alle hverdage og udgiver en række podcasts, bl.a. ‘Et kapitel for sig’ (med Anne Sofie Kragh), den politiske podcast ‘Sig det’ løgn’ (med Brian Weichardt og Sofie Frøkjær) og ‘Det billige skidt’ (med Sebastian Klein og Alexander Holm) samt 'Langt fra løgnen' (med Sebastian Kanani som vært).

Emner

Kontakt

  • Bax LindhardtRitzau Scanpix.jpg
    Licens:
    Alle rettigheder forbeholdt
    Filformat:
    .jpg
    Størrelse:
    6717 x 4478, 9,08 MB