Pressemeddelelse -
Dansk Jødisk Museum præsenterer særudstilling og antologi om Janina Katz og de polske jøder i Danmark
Den 8. oktober 2025 lancerer Dansk Jødisk Museum projektet Efterladt på Dansk Jødisk Museum med en ny særudstilling og en antologi, der bidrager med nye perspektiver til en overset del af Danmarks historie. Med Holocaust-overlever Janina Katz’ prisbelønnede forfatterskab som prisme og med afsæt i Martin Halls musikalske fortolkning af hendes digte på albummet Efterladt fra 2015, fortælles historien om de cirka 3.000 polske jøder, der i 1969 til 1975 kom til Danmark på flugt fra antisemitisk forfølgelse i Polen.
Da antisemitiske kampagner i Polen kulminerede i kølvandet på Seksdageskrigen i 1968, blev tusinder af jøder tvunget til at forlade landet. Omkring 3.000 fandt vej til Danmark. Blandt dem var Janina Katz (1939–2013), der overlevede Holocaust som barn, debuterede som forfatter på dansk i 1991 og modtog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 2002. Hendes forfatterskab kredser om identitet, eksil og tilhørsforhold, og netop de temaer gør hende til en vigtig stemme i en på mange måder underbelyst fortælling om de polske jøder, der kom til Danmark i årene 1969-75.
“Janina Katz’ forfatterskab åbner en menneskelig adgang til en historie, der ofte står i skyggen af den nationale redningsfortælling. ‘Efterladt’ giver os mulighed for at nuancere Danmarkshistorien med de polske jøders erfaringer,” siger museumsdirektør Janus Møller Jensen.
Litteratur og musik som prisme
Såvel særudstilling som antologi tager afsæt i Katz’ forfatterskab og i det posthumt udgivne spoken word-album Efterladt fra 2015, hvor hendes digte blev musikalsk iscenesat af Martin Hall. Projektet belyser dobbeltforfølgelsen, først under nazismen og senere i det kommunistiske Polen, og hvordan flugten til Danmark prægede både enkeltpersoner og har bidraget med nye perspektiver til historien om jødisk liv i Danmark.
“Med udstillingen og antologien vil vi give stemme til en erfaring, der hidtil ikke for alvor er kommet til orde i Danmark i museal sammenhæng. Historien om de polske jøder er en del af vores fælles danske historie og konsekvenserne af den kolde krig, men også en historie om de menneskelige konsekvenser, som litteraturen på den her måde kan gøre måske endnu mere nærværende. Et sted, hvor erfaringen allerede er udtrykt,” siger Janus Møller Jensen.
Projektet Efterladt på Dansk Jødisk Museum præsenteres som særudstilling, antologi og en række arrangementer, der åbner historien for nye publikummer på tværs af formater.
Program, tid og sted
Dansk Jødisk Museum, Proviantpassagen 6, 1218 København K. Se mere på www.jewmus.dk.
• Eksklusiv artist talk: Martin Hall og Søren E. Jensen om udgivelsen "Efterladt". 30. september 2025 kl. 17.00–18.30 (Få billetter)
• Særudstilling: Efterladt. Janina Katz og de polske jøder i Danmark. 9. oktober 2025 til 5. april 2026. Officiel åbning 8. oktober kl. 17.00–19.00
• Antologi: Efterladt. En antologi om Janina Katz og de polske jøder i Danmark. Udgives i forbindelse med udstillingsåbningen 8. oktober 2025 kl. 17.00
• Kulturnatten: 10. oktober 2025 kl. 18.00–24.00. Afspilning af Efterladt i museets arkitektur med digte af Janina Katz og lyssætning af lysdesigner Arthur van der Zaag
For mere information, kontakt:
Anja Linnet: 22 65 53 48 / al@andco.dk
Magnus Stig: 29 43 20 50 / magnus@andco.dk
Fakta om Efterladt (antologi)
Titel: Efterladt. En antologi om Janina Katz og de polske jøder i Danmark (Dansk Jødisk Museum, 2025)
Redaktion: Dansk Jødisk Museum
Bidrag: Martin Hall, Søren E. Jensen, Jessica Ortner, Beata Ruben, Henia Vrazda, Signe Bergman Larsen, Sara Fredfeldt Stadager og Janus Møller Jensen.
Sprog: Udgives både på dansk og engelsk.
Projektet er Støttet af Beckett-Fonden